New Orleans Saints har sendt deres unge cornerback, Chauncey Gardner-Johnson, til Philadelphia for et femterundevalg i 2023 og et sjetterundevalg i 2024.

Saints kunne ikke nå til enighed om en kontraktforlængelse med Gardner-Johnson. Derfor besluttede de at sende ham videre til Philadelphia Eagles i bytte for et par draftvalg. Eagles får Gardner-Johnson og et 2025 syvenderundevalg, og Saints får de to førnævnte draftvalg i handlen.

24-årige Gardner-Johnson spillede hovedsageligt nickel cornerback for Saints, hvor han i 2021 havde en virkelig stærk sæson og slog sig fast som en af de bedre unge defensive backs.

Hos Eagles forventes det at Gardner-Johnson skal spille safety, da holdet har cuttet deres umiddelbare forventede starter i Anthony Harris.

Læs også: Se alle roster cuts

Gardner-Johnson er kendt som en spiller, der performer med en stor portion passion på banen, og har tendens til at komme godt ind under huden på sine modstandere. Det virker som et perfekt match til mentaliteten i arbejderbyen Philadelphia, der også er kendt for sin hårde fanbase.