Transfervinduet i NFL lukker snart i, så flere hold skal have lavet de sidste handler inden, heriblandt Super Bowl-favoritterne fra Kansas City.

Kansas City Chiefs henter nye kræfter til holdets velfungerende angreb. I en handel med New York Giants tilegner de sig receiver Kadarius Toney, det skriver ESPNs reporter, Adam Schefter på Twitter. 

Prisen for den unge, dynamiske angrebsspiller lyder på et betinget tredjerundevalg samt et sjetterundevalg i draften.

Dermed siger Giants allerede farvel til en spiller, som de valgte i første runde af draften i 2021. Det blev ikke engang til to år i New York for Toney, der kom til NFL som et spændende talent. Den 23-årige spiller har dog været massivt plaget af skader, hvilket har påvirket spilletiden. Derudover har angrebsspillere i flere omgange raget sig uklar med trænerstaben.

Den slags attituder skræmmer dog ikke Andy Reid og Chiefs. Toney har blot spillet to kampe i indeværende sæson og grebet to bolde. I sin rookiesæson blev det til ti kampe, hvor højdepunktet kom i femte spillerunde. Her greb Toney ti bolde for 189 yards i et nederlag til Cowboys.

Cheifs har, trods farvellet til Tyreek Hill, haft et effektivt og alsidigt kasteangreb i år, hvor både Travis Kelce, Juju Smith-Schuster, Mecole Hardman og Marquez Valdes-Scantling har haft store kampe. Nu får de endnu en dynamisk spiller tilføjet til den gruppe og går all in på Super Bowl.

Holdets superstjerne, quarterback Patrick Mahomes, erklærer i hvert fald sin tilfredshed med handlen.