
Philadelphia Eagles har føjet endnu en dygtig spiller til deres ubesejrede mandskab.
Bears og Eagles har indgået en handel om pass rusher Robert Quinn, der sender ham til Eagles i bytte for et fjerderundevalg. Det ligner umiddelbart en win-win for begge hold, da Eagles jagter et lombardi trofæ, og Bears har indset de nok ikke kommer helt dertil i år. Derfor vil Bears prøvet at få noget ud af deres aldrende spillere, mens Eagles forsøger at forstærke truppen for at give det sidste skub mod succes i slutspillet.
Quinn er 32 år og har været i tre Pro Bowls og har spillet de seneste to sæsoner for Chicago Bears. Quinn havde en fantastisk sæson i 2021, hvor han lavede hele 18,5 sack, men har ikke haft samme succes i denne sæson, hvor det blot er blevet til ét sack indtil videre. Quinn har tidligere spillet for både Rams, Dolphins og Cowboys. Nu er tiden så kommet for Quinn til at tørne ud for de ubesejrede Philadelphia Eagles, der håber at kunne presse de sidste gode kampe og sacks ud af Robert Quinn’s karriere.
Den første chance Quinn har for at bevise sig overfor sit nye hold, er på søndag, hvor Eagles tager imod Pittsburgh Steelers.








