Lions og Rams er blevet enige om en handel, der sender Michael Brockers til Detroit.

Det er blot halvanden måned siden, at Detroit Lions sendte Matthew Stafford til Los Angeles Rams i en spektakulær handel, som sikrede førstnævnte to førsterundevalg, et tredjerundevalg og Jared Goff.

Nu fortsætter parterne, hvor de slap. Detroit Lions har hentet den rutinerede defensive end Michael Brockers via en handel med selvsamme Los Angeles Rams.

Michael Brockers og Los Angeles Rams har eftersigende, længe forsøgt at nå til enighed om en ny kontraktforlængelse. I sidste ende kunne det ikke lade sig gøre, hvilket udløste nærværende handel. Det er endnu uvist, hvad Detroit Lions har opgivet for at hente Brockers.

Allerede sidste år var der turbulens omkring Michael Brockers, som først skrev under på en aftale med Baltimore Ravens, hvorefter han dumpede sit lægetjek og i stedet forlængede han med Los Angeles Rams.

I Detroit bliver Michael Brockers en del af en defensiv linje, som i forvejen tæller Trey Flowers og Romeo Okwara.

Læs også: Detroit Lions forlænger aftalen med Romeo Okwara

Michael Brockers har spillet ni sæsoner i NFL, hvori han har leveret 357 tacklinger og 28 sacks.