Selv om draften er i fuld gang, så kan etablerede spillere også få en ny start i friske omgivelser.

San Francisco 49ers har en del talentfulde runningbacks på deres hold, derfor blev dygtige Matt Breida overflødig. Den 25-årige runningback er blevet tradet til Miami Dolphins, der sendte et femterundevalg retur til vestkysen. Det melder Adam Schefter fra ESPN.

Handlen kommer kort efter, at 49ers anskaffede sig den yderst talentfulde offensive tackle, Trent Williams. Her sendte San Francisco blandt andet et femterundevalg til Washington, nu får de et tilbage for Breida.

Det var en solid handel fra Miamis side. Holdet får en rutineret spiller, der bestemt har bevist, at han kan lave store spil i NFL. Det er der ingen garanti for, at en rookie fra samme runde kunne tilbyde. Holdets nye runningback ser ud til at blive roteret med Jordan Howard, der kom til Miami i free agency. Breida blev ikke draftet, men fandt alligvel plads på 49ers’ hold som free agent i 2017.

Siden da har den hurtige, vævre Breida løbet for mere end 1900 yards for klubben, grebet bolde for mere end 500 yards og scoret ti touchdowns. Breida har startet 18 kampe i de seneste to sæsoner og har snittet mere end fem yards per løb i både 2018 og 2019.