
Matthew Judon er den seneste tilføjelse i Atlanta. Falcons henter New England Patriots’ forsvarsprofil i bytte for et valg i tredje runde af 2025-draften.
Natten til torsdag dansk tid adresserede Atlanta Falcons ét af sine helt store spørgsmålstegn før 2024-sæsonen. Det skete, da Falcons lukkede hullet på ydersiden af sin defensive linje, da de hentede Matthew Judon fra New England Patriots i en opsigtsvækkende handel.
Atlanta Falcons har betalt et valg i tredje runde af 2025-draften for Matthew Judon. Således fortsætter New England Patriots med at investere i fremtiden, da de nu råder over 10 valg i 2025-draften.
Matthew Judon har etableret sig blandt de bedste presspillere i NFL, og han bliver en øjeblikkelig forstærkning i Atlanta. I løbet af sine otte sæsoner som professionel har Judon spillet 114 kampe og leveret 368 tacklinger, 66,5 sacks og ni forcerede fumbles.
Atlanta Falcons har længe bøvlet med at finde en kampafgørende presspiller. Faktisk skal vi helt tilbage til 2016-sæsonen for at finde den seneste Falcons-spiller, som leverede flere end 10 sacks i en enkeltstående sæson, da Vic Beasley præsterede 15,5 sacks. Alene i de seneste fem sæsoner har Falcons leveret færrest sacks i NFL med sølle 138 stykker, hvilket er 23 færre end det næstdårligste hold i denne kategori (Las Vegas Raiders).
New England Patriots følte sig nødsaget til at handle Matthew Judon væk, da parterne ikke kunne nå til enighed om en længerevarende kontraktforlængelse. Judon har bare ét år tilbage af sin nuværende aftale, og nu er det op til Atlanta Falcons at få de økonomiske ender til at mødes. De skulle nødigt befinde sig i en ny Haason Reddick / New York Jets-situation.
Læs mere: Haason Reddick kræver skifte væk fra New York Jets








