
Dallas Cowboys har slået en handel af med Buffalo Bills, der sender cornerback Kaiir Elam til Texas. Cowboys afgiver valg i femte og syvende runde af kommende drafts.
Efter en forholdsvis stille start på transfermarkedet, så er Jerry Jones og Dallas Cowboys stemplet ind. Senest har Cowboys indgået en handel med Buffalo Bills, der skaffer en tiltrængt forstærkning til Cowboys’ bagerste forsvarsgeledder.
Handlen indebærer, at Cowboys afgiver et valg i femte runde af den forestående draft og et valg i 2026-draften for at få fingrene i Kaiir Elam. Buffalo Bills sender også et valg i sjette runde af 2025-draften til Dallas som led i handlen.
Buffalo Bills valgte oprindeligt Kaiir Elam med det 23. valg i første runde af 2022-draften. Elam nåede at spille tre sæsoner for Bills, men han startede bare i 13 af 34 mulige kampe. I den forgangne sæson leverede Elam 26 tacklinger og to blokerede kast.
I skrivende stund har Kaiir Elam et enkelt år tilbage af sin rookie-aftale, som Dallas Cowboys overtager. Det betyder, at Cowboys bare skal betale 18 millioner danske kroner ($2.57 mio.) for Elam i den kommende sæson, samt at de får mulighed for at udnytte optionen om et femte kontrakt-år.
Dallas Cowboys havde et stort hul på cornerback-positionen, efter at Jourdan Lewis skiftede til Jacksonville Jaguars i transfervinduet. Selvom Cowboys har hentet Elam ind, så må vi alt andet lige forvente, at de stadigvæk kommer til at kigge efter endnu en cornerback i draften næste måned.
Læs også: Bills henter nyt våben til Josh Allen