Elming: Tanker fra torsdag. Mr. Thursday

0

Buffalo Bills og Miami Dolphins åbnede tredje spilleunde i nat med en overraskende spændende kamp, hvor hjemmeholdet trak det længste strå med en 31-21 sejr.

NFL er bare fedt. Ikke mange havde regnet med, at Miami Dolphins kunne yde særlig meget modstand mod Buffalo Bills, men torsdag nat fandt kampen først sin afgørelse, da Tua Tagovailoa kastede en interception til Terrel Bernard med tre minutter igen.

Og at det blev netop Bernard, der afgjorde kampen var måske ikke så overraskende. Linebackeren er blevet forsvarets lim, og han havde en forrygende kamp med 8 tacklinger, to bolde slået ned, en tackling for minus yards og så kampens afgørende intereception.

Mr. Thursday

Det var langt fra den dominerende præstation af Bills, som mange havde forventet (og lidt frygtet med Dolphins pauvre sæsonstart taget i betragtning), men det endte præcis som alle Josh Allens kampe mod Dolphins i Buffalo: Med en sejr.

Josh Allen kastede tre touchdowns til tre forskellige spillere… eller kastede og kastede, den vender vi lige tilbage til.

Allen er nu 9-0 mod Dolphins på hjemmebane (14-2 i alt), og er også ubetinget NFLs skarpeste quarterback i torsdagskampe, hvor han nu er 8-0. Det er den bedste statistik for nogen startende quarterback på en enkelt ugedag gennem tiden, siden quarterback-starter begyndte at blive registreret i 1950.

Allen gav undervejs eksempler på sin magi, som f.eks på sit andet touchdown, hvor han i sidste øjeblik besluttede at vippe bolden til sin backup tight end Jackson Hawes (nej, jeg havde heller aldrig hørt om ham før…). Det var rookiens første scoring i NFL.

NFL skuffer aldrig

Dolphins har været (og er sådan set stadigvæk) i kæmpe krise her i 2025, hvor de var startet med to nederlag, et forsvar der ikke kunne stoppe en halt skildpadde, et spillermøde for at få tingene på plads og kontinuerlige rygter om fyring af headcoach Mike McDaniel.

Men torsdag viste de langt mere fightervilje og godt spil på begge sider af bolden.

Dolphins åbnede scoringen på et langt drive, og selvom de tillod to Bills touchdowns, så kunne de gå til pausen med 14-14 efer et 16-play, 71-yard drive, der mindede om det Dolphins-angreb vi kender, og sluttede med et 3-yard touchdown fra Tua Tagovailoa til Jaylen Waddle med kun otte sekunder tilbage. Det var Miamis længste touchdown-drive i antal spil siden 2012.

Buffalo svarede igen lige efter pausen, hvor James Cook bragte Bills foran 21-14, men Dolphins slog tilbage og denne gang med et touchdown fra Tua til Tyreek Hill, der pludselig virkede glad igen (efter han tog sig selv ud af kampen i sidste uge).

Take the Damn Points

Okay, okay, jeg er nok sådan lidt old school, hvad angår NFL og min tilgang til spillet og brugen af 4. downs. There, I said it. OK?

Men jeg er af den overbevisning, at du tager alle de point der ligger lige til højrebenet indtil 5 minutter før tid. Dvs. ikke noget med at gå efter 2 bare fordi det matematisk giver mening, eller gå efter den på 4. down, når du er indenfor field goal afstand, før lokummet virkelig brænder.

Man i nat, der blev min teori gjort til skamme. For når en professionel NFL-kicker for en af sæsonens største Super Bowl favoritter ikke kan ramme fra 39 yards, så er det klart, at analytics-folk og mere moderne-tænkende individer har en pointe.

For Matt Prater ikke bare brændte, han sendte bolden så langt venstre om målstolpen, at TV-produktionen bare zoomede ud. Måske kameramanden ikke anede, hvor bolden var.

OK, det var 4. down og 15, så Bills gik selvfølgelig ikke efter den. Men 39… Den skal du sgu lave ven. For min skyld. Og din…

Overraskelsen udeblev

21-21 midt i anden halvleg havde ikke mange regnet med på forhånd, men desværre for Dolphins gik det som det har i de to første spilleuger. De tabte.

Bills kom foran 28-21 og så fulgte Bernards interception, der førte til et Bills field goal og afgjorde kampen.

Dermed er Bills nu 3-0 i sæsonen og har 11 dages pause, inden de skal på en på papiret overkommelig opgave mod New Orleans Saints. Dolphins er 0-3 for første gang siden 2019 og skal spille Monday Night i spilleuge 4 mod arvefjenderne fra New York Jets.