
Robert Saleh har indledt genopbygningen af Tennessee Titans. I første omgang har Titans afskediget sidste års startere Lloyd Cushenberry og Xavier Woods.
Tennessee Titans skal på jagt efter en ny startende center og safety i de kommende måneder.
Det står klart efter, at Titans onsdag afskedigede center Lloyd Cushenberry og safety Xavier Woods.
Afskedigelsen af Lloyd Cushenberry sker bare to år efter, at han indgik en fireårig aftale med Tennessee Titans, som gjorde ham til én af de bedst betalte på sin position.
Hen over de seneste to år har Cushenberry startet 23 kampe i hjertet af Titans’ offensive linje, og han fik bl.a. forpurret sin første sæson i Nashville, da han rev sin akillessene over i niende spillerunde.
Ifølge TV-stationen ESPN skyldes fyringen bl.a., at Titans var utilfredse med Lloyd Cushenberrys fysiske forfatning, og den syvårige NFL-veteran skulle efter sigende ikke have fulgt den træningsplan, som holdet havde lagt for ham.
Xavier Woods nåede bare en enkelt sæson i Tennessee, hvori han startede 11 kampe, og leverede 39 tacklinger, et sack og to interceptions.
Den 30-årige safety missede seks kampe, fordi han bøvlede med en forstrækning i sit ene baglår.
I stedet ventes Titans at give unge Kevin Winston Jr. en mulighed for at starte på den ene safety-position ved siden af Amani Hooker. Winston Jr. medvirkede i 10 kampe i sin debutsæson i fjor, hvori han leverede 34 tacklinger og et enkelt sack.








