Mike Vrabel har forfremmet Tim Kelly som holdets nye offensive koordinator.

Den seneste sæson var ingen dans på roser for Tennessee Titans, der missede slutspillet og måtte se sig overgået af Jacksonville Jaguars i kampen om AFC South. Hvis vi ser bort fra, at Titans var ét af de mest skadesplagede mandskaber i NFL, så var angrebets manglende potens en stor del af forklaringen på holdets forfald.

I sidste ende scorede Titans femte færrest point (17,5 pr. kamp) og producerede tredje færrest yards (296,8) i grundspillet anno 2022. Derfor blev Todd Downing skyllet ud med badevandet, og Mike Vrabel har ledt efter sin nye offensive koordinator lige siden.

Valget er nu faldet på en intern kandidat i form af Tim Kelly. Den bare 36-årige Kelly tiltræder stillingen efter at have fungeret som Titans’ kastespilstræner i 2022-sæsonen.

Derudover har Vrabel og Kelly en fælles fortid i Houston, hvor de var en del af Texans’ trænerstab. Tim Kelly holdt flere forskellige roller for Texans, hvor han bl.a. har erfaring som offensiv koordinator (2019-2021) og som tight end-træner (2017-2018).

Det første punkt på Tim Kellys liste bliver at udvikle en holdbar løsning på quarterback-positionen. Ryan Tannehill spillede bare 12 kampe i fjor, hvori han kastede for 2.536 yards og bare 13 touchdowns, mens Malik Willis ikke virker til at være NFL-parat endnu.