Skal vi til at holde øje med Rivers og Colts? Og er Lamar Jackson i krise? Kampen mellem Indianapolis Colts og Baltimore Ravens ser meget interessant ud. Vi sætter dog også fokus på en stribe andre ting, som vi håber at blive klogere på i denne uge.

Indianapolis Colts og Baltimore Ravens byder hinanden op til dans i et spændende opgør, hvor de to quarterbacks begge kan besvare spørgsmål, som deres modsatrettede form har rejst.

Derudover vender den kontroversielle receiver Antonio Brown tilbage til NFL, og måske kan Jets endda vinde en kamp? Vi stiller 10 spørgsmål, som vi håber at blive klogere på i 9. spillerunde.

1) Fik vi endelig lidt gang i Drew Lock?
Det har ikke været en god sæson for Drew Lock. Skader har givet ham en urytmisk start på sæsonen, og når han har spillet, har han ikke spillet godt. Mod Los Angeles Chargers i sidste uge var han også elendig i de tre første quarters. Pludselig tog fanden dog ved ham, og han leverede et stærkt fjerde quarter, der førte Broncos tilbage i kampen og sikrede dem en hårdt tiltrængt sejr. Nu er spørgsmålet, om det var et udtryk for, at Chargers bare kollapse, som de har en tendens til at gøre, eller om Lock måske endelig fandt en rytme, som han kan viderebringe til de kommende uger. Ugens opgave mod et gennemsnitligt Atlanta Falcons-forsvar er i hvert fald en fin mulighed for Lock til at bygge videre på den positive afslutning på sidste uges kamp.

2) Kan vi spore de første fremskridt på Seahawks-forsvaret?
Lige så fantastisk Russell Wilson har været i de første syv kampe, lige så ringe har Seahawks-forsvaret egentlig været i store perioder. Mod San Francisco 49ers i sidste weekend, synes jeg dog, at der var nogle gode takter at spore. På trods af en lidt billig baggrund mod et skadesplaget 49ers-hold var jeg begejstret for Seahawks’ øgede brug af blitzes. Med så dårlig en pass rushende defensiv linje, tror jeg, at blitzes er vejen frem for Seahawks. Og hvis de kan implementere det med succes resten af året, så begynder deres forsvar måske at blive tåleligt, da deres løbeforsvar er ret solidt. Om det virkelig var Seahawks’ vej til succes får vi måske et fingerpræg om i denne uge, når de møder et ret godt Bills-angreb, der har en spændende quarterback en stribe gode receivere.

3) Hvad kan Philip Rivers mod et godt forsvar?
Jeg var personligt meget i tvivl angående Philip Rivers efter de første par uger af sæsonen, og efter hans elendige kamp mod Cleveland Browns var jeg egentlig klar til at afskrive Rivers fra at kunne tage det her Colts-hold langt i år. De sidste par uger må man dog anerkende, at Rivers har spillet rigtig fint, og måske har Rivers alligevel niveauet til at løfte Colts i år. Det bliver vi dog meget klogere på i denne uge, hvor Colts står overfor et godt Ravens-forsvar, hvor Rivers vil blive presset på en helt anden måde end de sidste par uger. Ravens’ forsvar er kendt for en del tæt mandsopdækning på ydersiden, og Rivers’ manglende armstyrke kan få det svært ved at presse ind i de små vinduer. Derudover er Ravens’ forsvar meget aggressivt, og Rivers er ikke just den mest mobile quarterback, der kan håndtere mudrede lommer. Hvis Rivers til trods for disse ting kan spille godt og føre Colts til en sejr, så er det tid til for alvor at holde øje med Colts i år.

4) Er Lamar Jackson i krise?
Han vandt MVP-titlen sidste år, men Lamar Jackson har ikke helt været den samme quarterback i år. Jackson er jo på ingen måde dårligt spillende som sådan, men i forhold til sidste år, så er niveauet markant lavere, og det er tydeligt, at Jackson kæmper mod nogle ting i sit spil lige nu. Ravens’ kastespil har virkelig ikke været rytmisk og velfungerende i år, og Jackson har haft svært ved at finde timingen på sine receiveres ruter. Når man kombinerer det med kluntet og sløset fodarbejde i lommen, så har der bare været for mange missere. Det kostede virkelig mod Steelers i sidste weekend, og i denne uge venter endnu en svær udfordring mod et disciplineret og velfunderet Colts-forsvar. Hvis ikke Lamar Jackson strammer både teknik og beslutningstagen op, så kan han få problemer igen, og så er det måske tid til at anerkende, at Jackson er i en mindre krise. Det skal dog på ingen måde ses som alarmerende endnu, da der stadig er meget tilbage af sæsonen, men de kritiske briller begynder snart at blive pudset, så de stiller skarpt på Jackson.

5) Vil Titans’ forsvarsrokade hjælpe?
Titans’ forsvar har været en stor skuffelse i år, og det tog holdet i denne uge konsekvensen af. To prominente navne i form af Jonathan Joseph og Vic Beasley blev fyret efter dårligt spil, og Titans håber nu, at det vil sende et statement til resten af forsvaret. Derudover hentede man kort inden trade-deadline cornerback Desmond King, der havde været rygtet væk fra Chargers i noget tid. Når man kombinerer det med, at cornerback Adoree’ Jackson måske er tilbage fra en skade, så er det et ganske anderledes Titans-forsvar, som de stiller med i denne uge. Det håber Mike Vrabel vil afføde en tydelig reaktion på banen, når man møder et dårligt Bears-angreb, som på alle måder er en god mulighed for at tanke lidt selvtillid. Omvendt, hvis man har problemer med Foles og kompagni, så er problemerne for alvor til at tage og føle på.

6) Begynder det at blive et problem for Lynn, at Chargers smider kampe på stribe?
Chargers er notorisk kendt for at smide kampe på mærkelige måder, og det er som såden ikke et Anthony Lynn-specifikt problem. Men Anthony Lynns meget konservative tilgang til spillet har uden tvivl haft en stor indflydelse på nogle af de seneste nederlag, og sædet under Lynn må for alvor begynde at være varmt. Når man ser Chargers-holdet, så bør det nemlig være meget bedre, nu hvor Justin Herbert er gået ind og har spillet godt. Der er mange ting ved Lynn, som virker sympatiske, men på et tidspunkt vil holdet begynde at miste gejsten, og jeg er bange for, at det punkt kunne være tæt på, hvis ikke snart, der kommer sejre på bordet.

7) Er der fremgang at spore hos Tua?
Vi fik endelig Tua Tagovailoas debut i sidste uge, og selvom holdet vandt, så var det ikke super imponerende, hvad Tua præsterede. I en kamp hvor forsvaret og special teams lavede adskillige store spil, var der nærmest ikke brug for Tua. Nu kan man derfor håbe, at han har fået rystet nerverne af sig, og så kan vi bruge denne uges kamp på at se, om der er fremskridt at spore i hans anden NFL-start. Og i så fald, hvor stor. Dolphins er nemlig et interessant hold, der så småt er ved at finde melodien, især på forsvaret, og hvis Tua kan komme ind og bidrage fornuftigt, så er holdet bestemt i spil til et wild card i AFC. Arizona Cardinals, som Dolphins møder i denne uge, ville også være et stærkt hold at bevise sig mod for Tua.

8) Kan Cardinals’ angreb manifestere sig som et topangreb?
Inden deres bye week lykkedes det Arizona Cardinals at slå det førhen ubesejrede Seattle Seahwaks-hold. Det var en stor skalp for Cardinals, og det sendte dem for alvor ind i slutspilsvarmen. Især angrebet med Kyler Murray i spidsen imponerede og formåede at score flere point end Russell Wilson og kompagni. Vi så altså, hvor højt et topniveau Cardinals’ angreb kan have, og det er nu tid til, at det angreb manifesterer sig i toppen, hvis vi skal tage Cardinals seriøs i NFC. Det kan de passende tage et stort skridt mod, hvis Kyler Murray og kompagni kan gå ud og sætte en del point på tavlen mod et forsvar, der har været blandt ligaens bedste de sidste fem uger. Så begynder vi i hvert fald at nå et punkt, hvor vi kan anse Cardinals som værende i stand til at score point på alle hold, og man derfor selv skal have et godt angreb for at slå dem.

9) Hvor god ser Antonio Brown ud efter så lang en pause?
Op gennem 10’erne var Antonio Brown og Julio Jones ligaens klart bedste receivere, men Antonio Browns fald fra tinderne er nærmest ikke set i samme grad før i NFL-historien. For at gøre en lang historie kort har Antonio Brown haft et utal af uskønne sager udenfor banen og derfor kun spillet én kamp siden afslutningen af 2018-sæsonen. Her halvandet år efter har Tampa Bay Buccaneers lidt kontroversielt valgt at give receiveren en ny chance, og det sportslige spørgsmål er nu, om han stadig er så god, at man kan retfærdiggøre al uroen om hans person? Første mulighed for Brown til at bevise, at han stadig er en topreceiver er mod New Orleans Saints. Det bliver mildest talt meget interessant at følge.

10) Er det her Jets’ bedste chance for sejr indtil videre i år?
Jeg har ikke skrevet meget om Jets i år, fordi det har været åbenlyst for enhver, at de er super dårlige, og Adam Gase ikke er træner næste år. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at være interesseret i ugens kamp mod New England Patriots. Patriots er utroligt hårdt ramt af skader, og defensivt står Jets-forsvaret godt til at stoppe Patriots’ angreb. Hvis Jets-angrebet, der har løbet bolden lidt bedre de sidste par uger, kan lade være med at implodere mod Belichicks-forsvar, så tror jeg, at det her vil være en af Jets’ bedste chancer for at få en sejr i år. Det lyder vanvittigt, men jeg er ikke desto mindre interesseret i at se, om de kan gøre det.