Det er bestemt ikke selvtilliden, der fejler noget hos Tampa Bay Buccaneers’ wide receiver Scotty Miller, der har udtalt, at han kan slå Tyreek Hill i en spurt.

Scotty Miller fik en stor hovedrolle i NFC-finalen mod Green Bay Packers, hvor han bl.a. greb et meget vigtigt 39-yard touchdown i de døende sekunder af første halvleg. Den kamp har, forståeligt nok, øget forventningerne til egne evner, endda så meget at han nu ser sig selv som ligaens hurtigste mand.

I et interview i ”The Dean Patrick Show”, som kan ses herunder, bliver Miller spurgt til, om han kan slå Tyreek Hill i en spurt.

Men hvem er egentlig den hurtigste mand i NFL?

Den bedste måleenhed vi har i øjeblikket, er 40-yard tiderne før man draftes ind i ligaen.

Her var Hill’s pro-day tid 4.29 sekunder. Scotty Miller derimod løb en tid ved sin pro-day, der lyder på 4.39. Dertil skal det også siges, at wide receiver John Ross har den nuværende hurtigste 40-yardtid i NFL combine på 4.22.

Scotty Miller’s tid er hurtig, men ikke umiddelbart blandt eliten.

Ikke desto mindre er der nu for alvor lagt op til en dyst mellem de to receivere i Super Bowl LV, hvor de kan vise de mange millioner af seere, hvem der i virkeligheden har den mest afgørende fart.