Tampa Bay har været en af denne sæsons største skuffelser, denne tendens fortsatte i dag mod divisionsrivalerne.

Der var aldrig den helt store tvivl om resultatet i kampen. Fra start viste udeholdet fra Tampa tegn på, at tingene ikke helt er som de skal være. Jameis Winston er en talentfuld, vellidt quarterback, men begår mange fejl. De fejl er kun blevet forstørret efter en småskade har drillet den unge quarterback.
Winston blev bænket efter første halvleg grundet skade, og Ryan Fitzpatrick var som ventet ikke manden, der kunne gøre den store forskel mod et overraskende godt Saints-forsvar. Kampen endte 30-10 til hjemmeholdet.


Hjemmeholdet gjorde brug af den formular, der har skaffet dem succes i denne sæson. Et solidt løbeangreb med Mark Ingram og Alvin Kamara og sædvanligt geniale Drew Brees satte tonen offensivt. Specielt Kamara var en stor oplevelse. Den talentfulde rookie scorede touchdowns i løbespillet og kastespillet og stod for mere end 150 yards.
New Orleans, der startede sæsonen med to nederlag, har nu vundet seks kampe i streg og ligner et af ligaens bedste mandskaber. Tampa Bay derimod ligner et hold uden en egentlig plan. Den eksplosive offensiv, der var varslet med Winston, Mike Evans, DeSean Jackson, O.J. Howard og Doug Martin har aldrig vist sig. Forsvaret er blandt ligaens dårligste og slutspillet virker som et umuligt mål.
Andetsteds i NFC South vandt Carolina Panthers over Atlanta Falcons, og divisionen er stadig helt åben.