Mike Evans har efter sigende meddelt Tampa Bay Buccaneers, at han vil afprøve sine muligheder i transfermarkedet.

Efter 10 succesfulde sæsoner kan samarbejdet mellem Tampa Bay Buccaneers og Mike Evans være på vejs ende. Ifølge mediet The Athletic har Mike Evans meddelt ledelsen i Buccaneers, at han ønsker at afprøve sin værdi i det kommende transfermarked, når hans nuværende kontrakt udløber.

Det ville være første gang i sin karriere, at Mike Evans indtræder transfermarkedet og frit kan forhandle med andre hold. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Evans forlader Tampa Bay, men han tvinger Buccaneers til at konkurrere med andre potentielle bejlere, hvis de vil beholde den produktive receiver.

I den forgangne sæson greb Mike Evans 79 bolde for 1.255 yards og hele 13 touchdowns, hvilket var flest grebne scoringer i NFL. Således spillede Evans også en afgørende rolle i såvel Baker Mayfields tilbagevenden til den store scene som Buccaneers’ overraskende slutspilsavancement. Det var også tiende sæson i træk, at Mike Evans greb flere end 1.000 yards.