Samarbejdet mellem Austin Seferian-Jenkins og Tampa Bay Buccaneers stopper efter den unge Tight End fredag morgen blev anholdt og sigtet for spritkørsel.

Tampa Bay Times skriver, at den 23-årige tight end blev anholdt kl 03:42 amerikansk tid. Den unge tight end har angiveligt kørt op imod 130 kilometer i timen i en 90 km/t zone. Foruden den alt for høje hastighed havde Seferian-Jenkins slingret, og den hasarderede kørsel fik betjentene til at stoppe bilen.

Ifølge rapporten lugtede den unge spillers ånde af alkohol, og Buccaneers-spilleren nægtede at tage en pustetest, som ville kunne måle alkoholprocenten i blodet. Derudover blev han beskrevet som værende “irriteret” og “ude af balance”. Da Seferian-Jenkins ikke bestod de forskellige tests politiet udsatte ham for, blev han anholdt og placeret i arresten kl. 06.00.

Seferian-Jenkins er blevet sigtet for spirituskørsel og for at have brudt rettens ordre i henhold til en alkometerlås. Alkometerlåsen var blevet placeret i spillerens bil efter Seferian-Jenkins var blevet anholdt for spritkørsel tilbage i 2013. 

Den unge tight end var allerede i problemer med trænerstaben, og en situation som denne gjorde ikke cheftræneren mere begejstret. Netop Dirk Koetter, der er i gang med sin første sæson som cheftræner for Bucs, smed tidligere på året Austin Seferian-Jenkins ud af en træningssession, da spilleren ikke var forberedt. Problemerne var allerede til stede, og dette var altså den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

https://twitter.com/Aesj88/status/779379699789299712

Tight enden er et fysisk pragteksemplar, men de fleste tegn peger på, at der stadig er et stykke vej mentalt. Blandt andet derfor blev Seferian-Jenkins heller ikke holdets starter på positionen. Det job gik til Cameron Brate, der i denne sæson har været en større faktor i Buccaneers-offensiven.

Koetter selv udtalte tidligere på dagen til en fremmødt presse, at holdet endnu ikke havde nok informationer til at træffe en beslutning. Trænerstaben havde fået beskeden om hændelsen mens de var midt i et møde, og de havde derefter en træningssession, der skulle gennemføres. Koetter og resten af trænerstaben har nu diskuteret, hvad planen var. Og det blev altså at skille sig af med den 23-årige spiller.

Når Tampa nu har valgt at skille sig af med Austin Seferian-Jenkins, vil det koste holdet lidt over en million dollars i “dead cap”. Det er penge, der så ikke vil kunne bruges på andre spillere. Med Seferian-Jenkins ude af spillet, vil der blive en større rolle i angrebet til Cameron Brate.

Buccaneers spiller deres næste kamp på søndag, hvor de på hjemmebane møder Los Angeles Rams.