Vi bad alle på Gul Klud redaktionen om at komme med et bud på den Super Bowl, de allerhelst vil se. Der er flere sjove valg imellem.

Med 14 hold tilbage i årets NFL, er der masser af kombinationsmuligheder, og masser af Super Bowl rematches eller finaler med en fed historik.

Det kunne være de to top-seedede mandskaber Ravens og 49ers, der sidst mødtes i Super Bowl 47. Det kunne være Rams og Steelers, der mødtes i Super Bowl 14, eller hvad med Browns og Lions, der aldrig har været i Super Bowl, men mødtes fire gange i NFL finalen fra 1952 til 1957.

Flere af vores skribenter og stemmer på Det Ovale Kontor har et godt øje til Buffalo Bills. En rematch mod Dallas Cowboys, som de tabte to gange til i 90erne, kunne være sjov. Eller hvad med en rematch af den allerførste Super Bowl mellem Packers og Chiefs?

Så er der Steelers og Cowboys, som styrede NFL i 70erne og mødtes i flere Super Bowls, eller Dolphins kunne måske få revanche mod 49ers, som de tabte til i Super Bowl 19.

Der er masser af muligheder. Her er Gul Klud redaktionens bud på den fedeste Super Bowl LVIII.

Super Bowl: Cleveland Browns – Detroit Lions
Det er en helt anden tid i NFL nu. En Super Bowl mellem de to evige prygelknaper, Browns og Lions, ville ingen tro på for bare en håndfuld år siden (eller på noget tidspunkt overhovedet i Super Bowl æraen).

Derudover er det også to mandskaber, som stadig har til gode og løfte Lombardi trofæet. Der er masser af historie om fiasko hos de to klubber. De er f.eks. de eneste to hold til at gå 0-16 i en sæson.

Udover det historiske perspektiv vil kampen i sig selv også være fyldt med spændende historier som den gamle Joe Flacco’s genopstandelse mod de unge superstjerner hos Lions. Det vil også være et opgør mellem to af ligaens bedste defensive ends i Myles Garrett og Aiden Hutchinson.

Mikkel Nielsen
Skribent gulklud.dk – nyheder og features

Super Bowl: Baltimore Ravens mod Dallas Cowboys.
Lamar Jackson mod Dak Prescott. Ligaens bedste hold mod America’s team. Dette opgør har det hele.

Den kommende MVP i Ravens quarterback Lamar Jackson mod Cowboys forsvar anført af superatleten Micah Parsons. Ravens’ toprangerede forsvar med Roquan Smith og Kyle Hamilton mod Cowboys angreb med superduoen Dak Prescott og CeeDee Lamb.

Alene hypen ved at få Cowboys tilbage i Super Bowl kommer til at selvantænde sports-USA i en sådan grad, at cirkusset bliver det hele værd. Og så er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor Ravens-fan og håber på, at se “mit” hold tilbage i Super Bowl.

Nicholas Isak Jørgensen
Skribent gulklud.dk – Super Bowl reporter

Super Bowl: Baltimore Ravens – Detroit Lions
Der er ikke nogen quarterback i NFL, som jeg kan lide at se mere end Lamar Jackson. Lamar tager Ravens hele vejen sammen med en stabil defensiv ført af LB Roquan Smith, som kom til Ravens i en trade med Bears sidste år.

Lions er en god historie efter at have været dårlige i rigtig mange år. De har spillet underholdende offensiv fodbold hele grundspillet, hvor især rookie TE Sam LaPorta har vist sig at være en åbenbaring. Lad os håbe, at hans knæskade ikke er alvorlig.

Markus Gorgone Larsen
Gul Kluds college-redaktion

Super Bowl: Buffalo Bills – Los Angeles Rams
Jeg håber på, at Steelers kan gå hele vejen, men jeg vælger at gå med en mere realistisk Super Bowl, hvor Rams dog alligevel vil være den store overraskelse i NFC.

Jeg synes, Matthew Stafford har niveauet i år til at have et brandvarmt slutspil, som kan gøre Rams konkurrencedygtige med alle hold i NFC. Og så anser jeg Sean McVay og Raheem Morris som en trænerkombination, der kan udfordre alle. Deres arbejde i år har imponeret mig, og derfor hepper jeg lidt på dem.

I AFC har Bills været stærke i flere år uden at lykkedes, men i år har de haft en del udfordringer i grundspillet. Det har affødt mere kritik end berettiget, synes jeg. Men holdet har flere måder at vinde på end tidligere år, og jeg synes, de matcher bedre op mod Ravens, som må anses som favorit, end andre hold.

Teis Joranger
Ekspert på Gul Kluds podcast, Det Ovale Kontor

Super Bowl: Detroit Lions – Pittsburg Steelers
Der er mange gode historier i dette års slutspil, hvor både Cleveland Browns, Detroit Lions og Buffalo Bills har reelle chancer for at vinde deres første Super Bowl.
Lige præcis disse tre franchises har længe været plaget af uheld, forbandelser og dårligt spil, så hvis et af disse hold vinder, vil det være helt fint.
Men jeg vil ikke se nogle af disse hold tabe en finale og få knust drømmen på den største scene i verden – hvis et hold skal tabe finalen, skal det være Steelers eller Ravens. En Lions-sejr over Steelers eller Ravens ville smage rigtig godt.
Ja… Jeg er en bitter og gammel mand.

Nichlas Ingemann Mohrsen
Skribent gulklud.dk – blandt andet MVP Termometer

Super Bowl: Baltimore Ravens – Los Angeles Rams
Som Ravens-fan ser jeg selvfølgelig helst, at Ravens ender i Super Bowl. Nogle vil nok kalde mig subjektiv her, men det er AFCs med længder bedste mandskab, der er anført af en af ligaens mest elektriske spillere. Der intet andet hold i AFC, som jeg ønsker at se i The Big Dance – måske Texans, men nej. Ravens for the win.

Fra NFC, hvis jeg skal være objektiv, er det 49ers. Grunden er egentlig den samme som ved Ravens – de er NFCs bedste hold og proppet med sjove spillere. Skal Brock Purdy gøre profetien fyldest og blive den næste Tom Brady, så er år 2 jo året, hvor Super Bowl skal vindes.

Hvis jeg skal være subjektiv, så er det Rams. De har været både overraskende og underholdende på et helt sublimt niveau og det endda med en masse unge spillere.

Anders Kaltoft
Ekspert på Gul Kluds podcast, Det Ovale Kontor

Super Bowl: Buffalo Bills – Detroit Lions
To hold, der aldrig har vundet en Super Bowl, men i år spiller godt nok til, at de har fortjent det.

Bills tabte fire i træk i 90’erne, og så ikke ud til at have det i år. Men de peaker på det helt rigtige tidspunkt, og jeg ville elske at se Josh Allen vinde en Super Bowl – og ikke mindst en mere til Von Miller.

Lions har aldrig været i en Super Bowl og vandt sidst en slutspilskamp i 1991 – for mere end 30 år siden. Og så ville der være noget fedt i, hvis Jared Goff lykkes med at vinde en Super Bowl efter hans trade fra Rams.

Magnus Jølnæs Jacobsen
Skribent gulklud.dk, 10 ting vi lærte og Weekly Winners

Super Bowl: Baltimore Ravens – San Francisco 49ers
Ja, det er den mest oplagte Super Bowl, men bestemt også den jeg helst vil se.

Det er de to hold der på en given dag kan ødelægge alle andre hold – tænk hvis de begge kunne ramme dagen samtidig? Wow en kamp det ville være.

Ravens’ giftige forsvar mod Shanahans angreb – og så Lamar på den helt store scene? Jeg krydser fingre og drømmer videre om den ultimative Super Bowl. Og giv så Trent Williams den ring…

Marc Skafte-Vaabengaard
Vært på Gul Kluds podcast, Det Ovale Kontor

Super Bowl: Buffalo Bills – Detroit Lions
Jeg gik også med Bills i fjor, og mit grundlag i år er det samme. Der er ikke en spiller i NFL, der underholder mig i en sådan grad, som Josh Allen gør. Derfor ønsker jeg ham så meget succes som muligt. Han kan lave 28 piruetter og sende et missil 70 yards ned af banen i triple coverage det ene spil, løbe gennem fem forsvarsspillere på det næste og kaste en tosset interception sekunder senere. Det er bare ren underholdning at se på.

Lions har været et af de hold, der har været mest underholdende at se i år. Forsvaret har været tilpas dårligt til, at angrebet har været nødsaget til at køre i højeste gear og spillere som Amon-Ra St. Brown, Sam LaPorta og Jahmyr Gibbs er en fryd for øjet. Læg dertil sjove taktikker, ligaens måske mest elskværdige træner og en historie, der er fyldt med nederlag, så er det svært ikke at unde dem en tur i Super Bowl.

Jacob Dissing Graversen
Skribent gulklud.dk, nyheder og 10 svar vi leder efter

Super Bowl: Buffalo Bills – Philadelphia Eagles
Selvom spillet de seneste seks uger har været katastrofalt og kunne retfærdiggøre en trænerfyring, så er Eagles selvfølgelig stadig i min foretrukne Super Bowl – uanset hvor usandsynligt det end måtte være.

Jeg er klar over, at det bliver svært med Brian Johnson og Matt Patricia som koordinatorer, men lad os nu prøve at give Hurts en hot route og se hvad der sker. Såfremt skaderne til AJ Brown og Devonta Smith ikke er mere alvorlige end det lader til, så er der simpelthen for meget talent på det angreb til, at den her koma kan fortsætte.

Fra AFC ser jeg gerne Bills. De har momentum, fede fans og så har de allerede vist tidligere på sæsonen, at de kan spille en fremragende og underholdende kamp mod Eagles.

Kasper Løwe Røder
Gul Kluds college-redaktion

Super Bowl: Los Angeles Rams – Pittsburgh Steelers
Rams havde chancen for at stoppe det store Steelers-dynasti i Super Bowl 14. Endda “hjemme” i Los Angeles på det legendarisk Rose Bowl stadion – og “hjemme” i anførselstegn, da opbakningen til holdet var miserabel i byen.

Det var en stor overraskelse, at Rams var nået hele vejen til deres første Super Bowl, men modstanderen var mægtige Steelers, der kunne vinde deres fjerde mesterskab på blot seks år med Terry Bradshaw som quarterback.

Rams var på forunderlig vis foran med to point ved starten af fjerde quarter, men så viste Bradshaw og Steelers klassen. De endte med at vinde 31-19. Det nederlag vil jeg og Rams gerne have chancen for at revanchere.

Robin Lykke
Ejer af gulklud.dk og SOME-ansvarlig

Super Bowl: Buffalo Bills – Dallas Cowboys
Der er så mange fede Super Bowls at vælge imellem, at jeg har virkelig svært ved bare at pege på enkelt. Jeg lever og ånder for NFL-historien, så jeg bliver lidt nostalgisk, og tænker tilbage på 1985, hvor Chicago Bears smadrede al modstand med et af historien bedste forsvar. Det eneste hold, de tabte til det år, var Miami Dolphins, hvor quarterback Dan Marino slap bolden hurtigere end Bears’ pass rush kunne nå ham. Desværre nåede Bears ikke med i slutspillet i år, ellers stod en Bears-Dolphins rematch øverst på min ønskeseddel.

I stedet går jeg med mit andet favorithold i AFC-halvdelen, som det lader til, at jeg deler en forkærlighed for sammen med mange andre på redaktionen. Jeg vil virkelig gerne se Buffalo Bills vinde en Super Bowl, og hvad ville være bedre end at besejre Dallas Cowboys, som de tabte Super Bowl 27 og 28 til.

Claus Elming
Ejer af gulklud.dk og skriver hver uge sit Momentumeter