Han har arbejdet til samtlige Super Bowls. Og han har leveret det samme til alle 55 Super Bowls.

“You have got some great grass in Denmark”

Det var de nøjagtige ord George Toma sagde til mig, da jeg mødte ham til Super Bowl i Tampa for præcis 20 år siden. Nu er Super Bowl tilbage i Tampa og det er Toma også.

Han bliver 92 på tirsdag, men han er stadig den bedste til sit fag, og en legende, når det kommer til at levere noget af det fineste ved Super Bowl: Banen.

Alle 55 Super Bowl baner har han nu stået i spidsen for, og selvom græs er hans specialitet, så har han også stået for banemalingen, når finalen er blevet spillet på kunstgræs indendørs i f.eks. Minnesota, New Orleans eller Atlanta.

Men det er med ekstra stor glæde, at han har lavet banen til de to seneste Super Bowls. Han bor nemlig i Kansas City, og har i en menneskealder stået for banerne til byens professionelle sportshold som Chiefs og baseballholdet Royals.

Han er så dygtig til sit arbejde at den tidligere NFL-boss Pete Rozelle døbte han Sultan of Sod (sultanen af jordbund), da han havde færdiggjort banen til Super Bowl I.

Kampen dengang stod mellem Packers og Chiefs, og vi var jo faktisk kun en Packers-sejr i semifinalen mod Buccaneers fra en rematch 54 år senere. Mens alle spillerne, trænerne og lederne enten er lagt i jorden eller for længst er gået på pension, så er græsmanden den samme.

Der er dog én person til stede i Tampa, som har fulgt George Toma i tykt og tyndt, og som også skal til sin Super Bowl nr. 55.

Norma Hunt, enken efter Chiefs grundlægger og manden bag Super Bowl navnet Lamar Hunt, forventes at være blandt de 22.000 tilskuere på stadion, når hendes afdøde mands mandskab skal forsøge at genvinde Super Bowl titlen. På en bane lavet af den mand, som selv samme Lamar Hunt ansatte og bad lave banen til Super Bowl I.