Der var stjernestøv for alle pengene, da Gul Klud deltog i en intim rundbordssnak med Hall of Famerne Michael Irvin og Kurt Warner i Miami.

De er to af deres generationers absolut bedste spillere: Michael Irvin er tredobbelt Super Bowl-vinder med Dallas Cowboys, hvor han mellem 1988 og 1999 slog sit navn godt og grundigt fast med knap 12.000 grebne yards og 65 touchdowns. Kurt Warner overvandt alle odds, da han gik fra at være undrafted i 1994 til at vinde Super Bowl i 2000 med St. Louis Rams.

I torsdags fik Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen og en mindre skare af journalister den unikke mulighed at sidde til bords med skiftevis de to legender. Nicholas har her skåret de bedste citater ud fra den 15 minutter lange samtale med Kurt Warner, som I kan læse nedenfor.

Mødet med Kurt Warner

Spørgsmål: Vi ser quarterbacks som Patrick Mahomes, Lamar Jackson og selv Jimmy Garoppolo gå på ydersiden og kaste bolden… Hvordan ser du fremtiden for de klassiske pocket passers i NFL?

Kurt Warner: Jeg vil stadigvæk mene, at nutidens quarterbacks er nødt til at kunne spille og vinde fra lommen. De er nødt til at tage de lette spil, som de kan få serveret i lommen. I min optik er det stadigvæk altafgørende, at du – som quarterback – kan læse, se og eksekvere spillet fra lommen. Det vil give dit hold den bedste chance for at komme i- og vinde Super Bowl – også i fremtiden.

Det er også nødvendigt at understrege, at spillere som Patrick Mahomes og Lamar Jackson slet ikke er færdigudviklede endnu. De har unikke atletiske evner, som – allerede nu – gør dem i stand til at vinde MVP-titler og levere fantastiske præstationer på banen. Det er fantastisk, at de kan have succes allerede nu – samtidig med, at de udvikler sig til de spillere, som vi kommer til at kende på længere sigt.

De mere traditionelle og endimensionelle unge quaterbacks er i højere grad afhængige af, at det offensive system fungerer omkring dem, eller at de øvrige spillere er dygtige. De har sværere ved at skabe resultater egenhændigt – men på længere sigt vil de være garanter for kontinuerlig succes.

Spørgsmål: Er dette (Kansas City Chiefs vs. San Francisco 49ers, red.) det mest ligeværdige matchup i en Super Bowl i dette årtusinde?

Kurt Warner: Nej. Vi har set så mange fede Super Bowls, som først er blevet afgjort i sidste øjeblik. Jeg har selv spillet i en, der først blev afgjort til sidst. For et par år siden så vi Atlanta Falcons mod New England Patriots, der udviklede sig til et ikonisk opgør. Selvfølgelig kan det blive en fænomenal kamp – men det er svært at sige på forhånd. Jeg er på den sikre side ved at sige ”nej”.

Spørgsmål: Du havde enorm succes for St. Louis Rams – og du har derfor et personligt kendskab og forhold til staten Missouri. Hvor meget betyder det for staten at have Kansas City Chiefs tilbage i Super Bowl?

Kurt Warner: Det er rigtig, rigtig stort for Missouri og for Kansas City. Det er længe siden, at de har været med på den allerstørste scene. Jeg føler altid for fanbaser til mindre succesfulde hold – især for en fanbase som Kansas City Chiefs’. De er fantastiske og er altid bag deres hold, uanset omstændighederne. Det fede ved sport er også, at fansene bare skal smage på successen – og så kommer de til at mindes og dyrke den i de næste 50 år.

Da jeg kom til Arizona (Cardinals, red.) havde de aldrig været i en Super Bowl. Men i fællesskab fandt vi en vej til Super Bowl – og det husker de stadigvæk. Det ændrede fansenes syn på Cardinals radikalt. Derfor er jeg rigtig glad og fortrøstningsfuld på Kansas City Chiefs’ fanbases vegne – og af samme årsag håber jeg, at vi kan få hold som Cleveland Browns eller Buffalo Bills tilbage i en Super Bowl.

Spørgsmål (Gul Klud): Spillersikkerhed og den potentielle udvidelse af grundspillet fra 16 til 17 kampe har fyldt en del i Miami i denne her uge. Hvad er din holdning til den potentielle udvidelse?

Kurt Warner: Spillernes sikkerhed bør og skal komme først – og derfor skal NFL ikke udvide grundspillet. Jeg forstår ikke, hvorfor de forsøger at ændre en struktur, der fungerer? Hvorfor skal vi have flere kampe, når det tydeligvis går udover spillersikkerheden?

Det er netop fantastisk, at enhver kamp har enorm betydning for eventuelt slutspilsavancement. Vi burde gøre alt i vores magt for at beskytte spillerne, da de – i sidste ende – er den absolut største aktie for ligaen. Vi bør sende et signal til ungdommens talenter om, at deres helbred vil blive taget seriøst i NFL. 

Spørgsmål: Hvad er din vurdering af Daniel Jones efter hans første sæson i NFL ?

Kurt Warner: Han (Daniel Jones, red.) havde øjensynligt sine op- og nedture i sin første sæson. Men han viste prøver på sit potentiale – og i enkelte kampe lignede han en forrygende quarterback. Det var vigtigt for både holdet og for fansene, at de så prøver på, hvad han kan drive det til – så de med ro og mag kan sige, at ”det var den rigtige beslutning at hente Daniel Jones”. 

Jeg vil mene, at han (Daniel Jones, red.) først og fremmest skal forbedre sin evne til at læse banen og modstandernes forsvar. Han havde en del spil i sit første år, hvor han simpelthen ikke kunne forudse, hvad der ville ske – og derfor lavede han en del turnovers. Det er en klassisk udfordring, som de unge quarterbacks har.

Det er umuligt at sætte en tidshorisont for, hvornår han for alvor bliver god. Det kan være fra næste sæson – og det kan tage 4-5 år. Vi ser og lærer spillet forskelligt.

Læs også om Gul Kluds møde med Hall of Famer Michael Irvin her.