Efter konfettiregnen kunne dale ned over de nykårede Super Bowl mestre fra Kansas City Chiefs, har vi fundet frem til nogle af de mest iøjenfaldende statistikker og rekorder fra en historisk Super Bowl LIV.

  • Patrick Mahomes er med sine 24 år og 138 dage den yngste spiller i historien til, at vinde liga MVP titlen (2018) og have vundet en Super Bowl. Samtidig er Mahomes den yngste spiller til at blive Super Bowl MVP, en rekord, der tidligere blev holdt af Tom Brady, der blev Super Bowl MVP i en alder af 24 år og 184 dage i Super Bowl XXXVI.
  • Kansas City Chiefs er det første hold til at vinde Super Bowl efter at have været bagud med mindst 10 point i alle sine slutspilskampe. De var bagud med 24 mod Texans i Divisionsrunden, de var bagud med 10 mod Titans i Konferencefinalen, og de var bagud med 10 point mod 49ers i Super Bowl LIV. Her var stillingen 20-10 til 49ers inden Chiefs i 4. quarter scorede 21 point i træk og vandt kampen om Lombardi trofæet med 31-20. Chiefs’ 21 point i 4.quarter er fjerde flest i de sidste 15 minutter af en Super Bowl nogensinde.
  • Damien Williams scorede to touchdowns fra scrimmage (et løbet og et grebet) i sejren over 49ers. Det giver Williams 11 touchdowns i alt i slutspilskarrieren, hvilket er flest nogensinde sammen med Hall of Fame runningbacken Terrell Davis efter en spillers første seks slutspilskampe.
  • Damien Williams‘ seks touchdowns og Rahem Mostert’s fem touchdowns fra scrimmage i dette slutspil er rekord for flest og næstflest scrimmage touchdowns af en spiller, som ikke er blevet draftet i en enkelt sæson i Super Bowl-æraen.
  • Mahomes kastede hele to interceptions i Super Bowl LIV. Inden kampen havde han kastet 11 touchdowns uden nogen interceptions i sin slutspilskarriere, hvilket er rekord for flest touchdowns uden interceptions i starten af en slutspilskarriere nogensinde i Super Bowl-æraen.
  • Mahomes’ løbe-touchdown i kampen var det første løbede touchdown af en quarterback i en Super Bowl siden Colin Kaepernick gjorde det for 49ers i Super Bowl XLVII.
  • Deebo Samuel slog med 53 løbeyards rekorden for flest yards på jorden af en receiver i en Super Bowl. Han slog Percy Harvin’s rekord på 45 yards fra Super Bowl XLVIII.
  • Kyle Juszczyk scorede et 15-yard touchdown i nederlaget til Chiefs. Juszczyk havde sine collegedage på Harvard og blev dermed den første spiller fra en Ivy League skole til at score et touchdown i en Super Bowl. Samtidig blev han den blot syvende fullback til at score touchdown i en Super Bowl, og den første siden Mike Alstott gjorde det i Super Bowl XXXVII.
  • Jimmy Garoppolo blev sammen med Colin Kaepernick den eneste 49ers quarterback til at kaste en interception i Super Bowl. Derudover er de to spillere også de eneste 49ers quarterbacks, der har tabt en Super Bowl. Steve Young og Joe Montana, der begge er i Hall of Fame, startede og vandt tilsammen fem Super Bowl-titler og kastede aldrig en interception i de kampe.
  • 49ers vandt coin tosset men tabte kampen. Dermed blev 49ers det sjette mandskab i træk, der vinder coin tosset og samtidig taber Super Bowl. Seahawks var i Super Bowl XLVIII det seneste hold til at vinde coin tosset og blive mestre.
  • Siden 2010 er det hold, der scorer først i en Super Bowl 8-2. Fælles for de to tabende mandskaber er, at Kyle Shanahan har været en del af dem. 49ers var de første til at score i Super Bowl LIV med et field goal i første quarter. I 2016 var Falcons ligeledes det første hold til at sætte point på tavlen, men endte med at tabe til Patriots i den famøse 28-3 kamp, hvor Shanahan var Falcons’ offensive koordinator.