
De syv dommere til Super Bowl LVIII er officielt blevet udpeget, og NFL har valgt den erfarne Bill Vinovich som hoveddommer.
Dette bliver tredje gang, at Vinovich skal være hoveddommer – eller referee – i en Super Bowl, og som et sjovt lille tilfælde, så var han også dommer i Super Bowl LIV (54) i 2020, da Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers sidst mødtes i finalen.
Chiefs vandt kampen med 31-20, og overordnet set blev Vinovich og hans zebrastribede venner rost for deres indsats i kampen.
Kontroversiel kendelse – eller hvad synes du?
Der var dog en enkelt kontroversiel situation, da 49ers tight end George Kittle blev kaldt for pass interference, hvilket annulerede et af kampens største spil, da han kort før pausen greb et 42-yard catch fra Jimmy Garopollo.
Et lidt tyndt kald for “pushing off”, der måske kunne have givet 49ers føringen ved pausen, hvor det i stedet stod 10-10.
Udover de 42 yards, der blev annuleret, blev der i alt uddelt ni straffe i Super Bowl LIV af Vinovic og co., hvor fem var mod 49ers (for 45 yards) og fire var mod Chiefs (for 24 yards).
Og apropos pass interference, så var i øvrigt også Vinovic, der var hoveddommer i den meget famøse (og lettere skandaløse) NFC-finale mellem LA Rams og New Orleans Saints, hvor sidstnævnte blev snydt for en åbenlys pass interference, der måske kunne have givet dem sejren og en plads i Super Bowl LIII (53).
Hvordan har 49ers og Chiefs klaret sig med Vinovich som dommer?
49ers har haft Bill Vinovich som dommer en enkelt gang i indeværende sæson og tolv gange i alt, mens Chiefs har haft fornøjelsen af den 63-årige dommer 16 gange, men ikke blevet dømt af ham i år.
Sådan er det gået med Vinovic som dommer
49ers: 6-6 (0-1 i 2023)
Chiefs: 10-6 (0-0 i 2023)
49ers nederlag i sæsonen med Vinovic som dommer var til at føle på. Det var nedslagtningen 1. juledag på 33-19 hjemme på Levi’s Stadium af Baltimore Ravens.
Fire dommere får Super Bowl debut
Vinovich er i gang med sin 18. sæson som NFL-dommer, hvoraf hele 15 af dem har været med den hvide hat, der symboliserer kampens hoveddommer.
Vinovich’s første optræden som referee i en Super Bowl var udgave XLIX (49), da Patriots slog Seahawks med 28-24 i en af historiens mest fantastiske Super Bowls, der mest huskes for Malcolm Butlers interception på mållinjen til allersidst.
NFL har også sat navn på resten af dommer-crewet til Super Bowl LVIII og det bliver med umpire Terry Killens, down judge Patrick Holt, field judge Tom Hill, line judge Mark Perlman, side judge Allen Baynes og back judge Brad Freeman. Mike Chase får ansvaret for replays og challenges, NFLs svar på VAR.
For Perlman og Hill er det ikke nyt at stå i Super Bowl. De var begge sammen med Vinovich i Super Bowl XLIX, mens Killens, Holt, Baynes og Freeman skal dømme i Super Bowl for første gang.








