New Orleans Saints og New England Patriots har i de seneste to sæsoner handlet Brandin Cooks væk – trods to flotte sæsoner. Ifølge McVay er det utænkeligt, at Rams skulle handle receiveren væk.

Brandin Cooks har fut i en formidabel karriere i NFL. I en alder af 25 år har Cooks grebet 360 bolde for 5.147 yards og 32 touchdowns. Ikke desto mindre er han blevet handlet væk af sine to forhenværende mandskaber – New Orleans Saints og New England Patriots.

Tilspørges Sean McVay, så er det utopi, at Rams overhovedet ville overveje at handle Cooks væk – som Saints og Patriots har gjort:

– Jeg har kun gode ting at sige om Brandin Cooks. Dertil kan jeg garantere, at vi – under ingen omstændigheder – kommer til at handle ham væk efter Super Bowl, udtalte Sean McVay med et grin i øjet til Lindsay Jones fra The Athletic.

I denne sæson har Brandin Cooks fået mulighed for at “revanchere sig” over for sine forhenværende mandskaber. New Orleans Saints blev som bekendt slået ud af NFC-finalen, og nu venter New England Patriots i Super Bowl. Hovedpersonen selv mener imidlertid ikke, at der er ondt blod mellem ham og hans tidligere arbejdsgivere:

– Det er ikke personligt på nogen måde. Vi skal møde endnu et fantastisk hold, og jeg føler mig privilegeret over, at skulle medvirke i en Super Bowl for andet år i træk, udtalte Brandin Cooks til Michael Hurley fra CBS Boston.

Brandin Cooks greb syv bolde for 107 yards mod New Orleans Saints i NFC-konferencefinalen.