Roger Goodell indrømmer: Dommerne begik fejl i NFC-finalen

0

I den første officielle udmelding fra NFL kalder ligaens øverste leder, ligaens kommissær Roger Goodell, det kontroversielle kald i kampen mellem Saints og Rams for en fejlagtig beslutning.

Roger Goodell kom med udtalelsen på et pressemøde før Super Bowl mellem Los Angeles Rams og New England Patriots. Det er et opgør, der meget vel kunne have været mellem Saints og Patriots, hvis ikke dommerne havde undladt at kalde en tydelig pass interference i de døende minutter af NFC-mesterskabet. Nu har Goodell officielt udtalt sig om den beslutning “det var et kald, der skulle have været foretaget” lød det fra den 59-årige NFL-chef.

En af ligaens ledende figurer, Al Riveron der er vicepræsident for dommerne, ringede efter opgøret til Saints-træner Sean Payton. Her indrømmede han også fejlen, nu har Goodell  fulgt i de fodspor. Det har taget sin tid, men det er ligaens process i sådanne sager udtalte Goodell i samme ombæring. Dommerne bliver i samme ombæring også forsvaret:

“De er menneskelige og kan ikke dømme alle kald rigtigt” lød det fra Goodell.

På samme pressemøde måtte han svare på spørgsmål om, hvorvidt ligaen havde overvejet at genspille opgøret. Det er teknisk set muligt, men kommissæren afviste på det pureste. Goodell løftede dog sløret for mulige ændringer i forhold til, hvordan kampene i fremtiden skal dømmes.

I kølvandet på den kontroversielle beslutning har mange ønsket, at man i fremtiden også skulle kunne smide en rød klud på dommerkald og få dem gennemset.

Det er ligaen ikke direkte afvisende overfor, men Goodell lægger heller ikke op til, at det er lige om hjørnet.

“Teknologi kan ikke løse alle problemer… men vi skal fortsætte ned af den vej… vi kommer til at kigge på replaysystemet igen.”

Ændringer skal igennem ligaens konkurrencekomité, hvor 24 af 32 hold skal stemme for nye regler. Kommissær Goodell nævnte netop, at det var vigtigt komitéen forstod, hvor afgørende det var, at der bliver fundet en løsning på dommerfejl i kampene.

“Vi forsøger at blive bedre. Vi forsøger at lære… jeg tror komitéen vil overveje situationen.” sagde Goodell.