Det forventes, at ca. 67,8 millioner voksne amerikanere kommer til at spille penge på Super Bowl LVIII.

Las Vegas, Nevada. Til trods for at Las Vegas forsøger at markedsføre sig selv som den nye sports- og underholdningshovedstad i verden, så er ørkenbyen uløseligt forbundet med gambling, casinoer og væddemål.

Som I nok ved, så har NFL komplet nultolerance over for den slags. Ligaen har delt et hav af længerevarende karantæner ud til spillere og andre associerede, som har forbrudt sig mod ligaens reglement på området. For eksempel blev Jacksonville Jaguars’ receiver Calvin Ridley suspenderet i en hel sæson, efter at det kom frem, at han havde spillet penge på flere kampe i NFL.

Derfor kan det virke paradoksalt, at Super Bowl LVIII netop skal spilles i Las Vegas. Fortællingen om og virkeligheden i “Syndens by” er ikke forenelig med de værdier og den selvopfattelse, som NFL bryster sig af at have. Men – til syvende og sidst – så er det pengene, der dikterer slagets gang.

Ifølge den amerikanske spilforening AGA, forventes 67,8 millioner voksne amerikanere at spille penge på Super Bowl LVIII. Det vil være en stigning på 35 pct. i forhold til sidste års finale mellem Kansas City Chiefs og Philadelphia Eagles.

AGA skønner også, at der vil blive omsat for svimlende $23,1 milliarder i væddemål på Super Bowl LVIII. Det svarer – rundt regnet – til knap 160 milliarder danske kroner. I 2023 blev der omsat for $16 milliarder i væddemål, mens der i 2022 blev omsat for $7,61 milliarder.

En del af stigningen kan forklares ved, at flere amerikanske stater har legaliseret væddemål og spil i sportens verden. I februar 2022 voksede antallet af stater, som tillader sportsgambling, fra 30 til 38. Udviklingen bliver også understøttet af, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på at reklamere for sportsgambling, hvilket bidrager til normaliseringen.

NFL bidrager også selv til normaliseringen af sportsgambling, når de tildeler Las Vegas værtskabet for Super Bowl, der er ét af de absolutte højdepunkter i sportens verden. Det er nok ikke noget, som Roger Goodell vil indrømme, for det strider med NFL’s eget moralske kodeks. Og så er vi tilbage ved, at det er pengene, som dikterer udviklingen.