New England Patriots er klar til Super Bowl LIII efter en 37-31-overtidssejr over Kansas City Chiefs i AFC-finalen. Kampen havde en vanvittig afslutning med 38 point i fjerde quarter.

Kansas City Chiefs og New England Patriots bragede søndag nat sammen i AFC-finalen med en plads i Super Bowl på spil. Patriots havde vundet de to mandskabers indbyrdes opgør tidligt i grundspillet med 43-40 i Foxborough, men som første-seed med hjemmebanefordel på Arrowhead Stadium var Mahomes og co. favoritter.

Kampen var helt fantastisk med dramatik, store spil, kontroversielle situationer og et helt vanvittigt fjerde quarter, hvor holdene som to sværvægtsboksere skiftedes til at uddele slag og tage føringen, før kampen endte 31-31 i ordinær tid og gik i overtid. Her vandt Patriots lodtrækningen, og Brady orkestrerede en sublim angrebsserie – som i Super Bowl LI-sejren over Atlanta Falcons – hvor tre tredje downs blev konverteret med kast, og så kunne Rex Burkhead til sidste løbe Super Bowl-billetten til New England med et 2-yard-touchdown.

Patriots var ekstremt dominerende i første halvleg på begge sider af bolden med hele 245 yards. Angrebet tromlede over Chiefs’ forsvar bag en brølstærk offensiv linje, der løb bolden særdeles effektivt, mens Brady fandt runningback James White og WR Julian Edelman på korte, hurtige kast. Patriots konverterede desuden 77 procent af tredje downs i første halvleg og havde bolden i 21 minutter.

Modsat var forsvaret helt forrygende og holdt det normalt så ustoppelige Chiefs-angreb til sølle 32 yards og 0 (!) point i de første 30 minutter for første gang siden uge 4 i 2016-sæsonen. Patriots tog derfor en fortjent 14-0-føring med til pausen, men begge hold kun have scoret et ekstra touchdown, hvis ikke Mahomes havde misset en helt fri Damien Williams, og Brady havde undgået en grim interception i endzone.

Hjemmeholdet kom langt bedre ud til anden halvleg og reducerede straks med et touchdown af All Pro-tight end Travis Kelce. Herefter fulgte en helt vanvittig afslutning på kampen med 38 point i fjerde quarter og flere skiftende føringer. Mahomes og Brady svarede konstant den andens lækkerier igen, og så skulle kampen meget passende afgøres i overtid, hvor Patriots trak det længste strå.

Patriots’ kvalifikation til Super Bowl LIII, hvor Los Angeles Rams er modstanderen, er den tredje i træk, den fjerde de seneste fire år og den femte de seneste otte år. Det er desuden den niende Super Bowl, som Tom Brady skal spille i. Han har vundet fem af de første otte.

Udvalgt statistik:

Chiefs
Patrick Mahomes 16/31 for 295 yards, 3 TD’s
Damien Williams 10 løb for 30 yards, 1 TD, 5 grebne bolde for 66 yards, 2 TD’s
Tyreek Hill 1 grebet bold for 42 yards
Travis Kelce 3 grebne bolde for 23 yards, 1 TD

Patriots
Tom Brady 30/46 for 348 yards, 1 TD, 2 INT’s
Sony Michel 29 løb for 113 yards, 2 TD’s
Rex Burkhead 12 løb for 41 yards, 2 TD’s
James White 6 løb for 23 yards, 4 grebne bolde for 49 yards
Julian Edelman 7 grebne bolde for 96 yards
Philip Dorsett 29-yard-TD
Rob Gronkowski 6 grebne bolde for 79 yards
Kyle Van Noy 2 sacks