Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen varmer her op til søndagens Super Bowl LIII. Artiklen byder både på NFL-romantik, seneste nyt på skadesfronten, vigtige dueller, iøjnefaldende statistikker samt tips og forudsigelser.

Årets største sportsbegivenhed

Dette års Super Bowl LIII er en mærkværdig og fascinerende størrelse. Optakten har været præget af et negativt fokus, hvor særligt dommernes indflydelse på konferencefinalerne synes at have skabt en opfattelse af, at hverken Los Angeles Rams eller – om end i mindre grad – New England Patriots fortjener at stå i årets vigtigste kamp.

Samtidig kan Super Bowl LIII også beskues i et NFL-romantisk lys. For 17 år siden i 2002 vandt Tom Brady og Bill Belichick deres første (fælles) Super Bowl-titel mod det daværende St. Louis Rams. Her var holdenes roller byttet om, da Rams på forhånd var udråbt som kolossale favoritter, mens Patriots var den massive underdog. St. Louis Rams havde med Kurt Warner og Marshall Faulk i spidsen vundet Super Bowl XXXIV to år forinden, og blev betegnet som ”The Greatest Show on Turf” – med andre ord: en ubestridt magtfaktor i NFL.

Ikke desto mindre leverede Tom Brady den gedigne overraskelse, og kampudfaldet viste sig skelsættende for både New England Patriots’ og St. Louis Rams’ fremtid. Patriots udviklede sig til dét største dynasti i NFL’s historie med otte efterfølgende Super Bowl-optrædener, mens Rams kollapsede og blot leverede én positiv sæson (flere sejre end nederlag, red.) i de følgende 15 sæsoner.

Efter sit by-skifte til Los Angeles og med Sean McVay ved roret har Rams genfundet fordums styrke. De spiller igen sprudlende football på angrebet, og har potentialet til at blive en vedvarende faktor i toppen af NFL. Nu har de – meget symbolsk – muligheden for at revanchere sig mod New England Patriots og gøre op med de mange års elendighed. Spørgsmålet er, om udfaldet af denne Super Bowl LIII kan få en tilsvarende og modstridende effekt på de to holds fremtid, som Super Bowl XXXIV viste sig at få?

Seneste nyt på skadesfronten

Traditionen tro har de to mandskaber haft to uger siden konferencefinalerne til at blive skadefri. Det fremgår også af skadeslisterne, som er ganske decimerede. For New England Patriots har Malcolm Brown døjet med en lægskade, mens Dont’a Hightower er ramt af en sygdom.

Der er også tvivl om Los Angeles Rams’ kicker Greg Zuerlein, der pådrog sig en skade i sin venstre fod i konferencefinalen mod New Orleans Saints. Zuerlein sparker dog med sin højre fod, og han formåede til trods for skaden – og i overbevisende stil – at banke det 57-yard lange og kampafgørende field goal ind mod Saints.

Den seneste skadesliste viser også, at begge hold er fuldstændig skadesfri og kampklar:

Hold øje med…

Tom Brady er særdeles dygtig til at eksekvere de korte kast indover midten, og det gik senest udover Kansas City Chiefs i konferencefinalen, hvor Julian Edelman og Chris Hogan splittede Chiefs-forsvarets zoner fra hinanden. Derfor er det særligt bekymrende, at Los Angeles Rams’ forsvar hovedsageligt stiller op i zoneformationer, og netop har oplevet problemer mod de korte kast indover midten. Rams-forsvaret spiller enten med safety LaMarcus Joyner eller linebacker Cory Littleton i de korte zoner til at dække modstandernes små, vævre receivere. Det betyder, at den tungere linebacker Mark Barron efterlades i zoner, hvor enten Rob Gronkowski eller James White kommer til at husere. New Orleans Saints udnyttede dette forsvarshul hos Rams, da Alvin Kamara greb 11 bolde for 96 yards i konferencefinalen. Det synes ikke utænkeligt, at James White kan få lignende succes i Super Bowl LIII.

Alternativet til Mark Barron er at skifte en tredje safety ind i form af Marquis Christian, men det giver også Patriots en fysisk fordel, som kan udnyttes i løbespillet. Det vil Rams for alt i verden undgå, da Sony Michel har været eminent i årets slutspil med 242 løbede yards og fem (!) touchdowns. Derudover – og som NFL Showet senest påpegede – er Patriots 11-0 i slutspillet samt 51-1 i grundspillet, når deres runningback løber for mere end 100 yards. Det er alfa-omega for Rams, at de stopper løbespillet, og derfor jeg forventer at se Mark Barron på banen.

Et effektivt (og kort) kastespil formår også at reducere presset fra Aaron Donald og Ndamukong Suh. Det har New England Patriots allerede bevist, eftersom de har neutraliseret spillere som Joey Bosa, Melvin Ingram, Dee Ford, Justin Houston og Chris Jones i 2018-slutspillet. I den forbindelse har Brady haft 92 ”drop backs” i januar, og er endnu ikke blevet sacked. Læs lige den sætning en gang til. Wauw…

Foruden de korte og hurtige kast er play-action-spil ligeledes et effektivt våben til at neutralisere et eksplosivt pass-rush. Hertil viser statistik fra Pro Football Focus, at Patriots råder over ligaens femtebedste angreb i anvendelsen af play-action-spil, mens Los Angeles Rams’ forsvar er det dårligste i NFL til at forsvare denne type spil.

Det synes altså uundgåeligt, at New England Patriots kommer til at sætte en masse point på tavlen. Det er derfor afgørende, at Jared Goff holder hovedet koldt, og leverer fra første angrebsserie og frem. Den 24-årige quarterback så ganske rystet ud i starten mod New Orleans Saints, og det er der ikke råd til i Super Bowl LIII. Los Angeles Rams skal lykkes med at kontrollere kampen for at holde Tom Brady på sidelinjen.

Umiddelbart kan Rams’ angreb gøre skade på Patriots’ forsvar gennem screen-spillet til Todd Gurley. Det skyldes, at (1) Patriots’ linebackere ikke er atletiske nok til at følge Gurley, samt at (2) Patriots’ konsekvente mandsopdækning giver et enten-eller-udfald i forsvaret af screens – afhængigt af, om mandsopdækningen når ud til boldmodtageren i tide. Derfor skal Rams være vedholdende i deres anvendelse af screens, da det før eller siden vil give pote i form af et langt og potentielt kampafgørende spil.

Endelig er der en interessant duel på ydersiden, hvor Brandin Cooks skal op imod sit gamle mandskab. Ifølge Pro Football Focus har Cooks i de seneste tre sæsoner produceret 1.522 grebne yards på dybe bolde, hvilket er næstflest i NFL i den periode. Det understreger Cooks’ værdi som en dyb trussel, og derfor kan vi forvente, at Patriots konsekvent vil benytte både en cornerback og en safety i opdækningen heraf – som det var tilfældet mod Tyreek Hill i konferencefinalen.

Det kan åbne banen op for andre spillere, og vi har tidligere set, hvordan mindre prominente receivere som Corey Clement for Eagles (100 yards og et touchdown), Taylor Gabriel for Falcons (76 yards) og Chris Matthews for Seahawks (109 yards og et touchdown) har spillet store Super Bowls mod Patriots. Et frækt bud på en mindre prominent receiver, der kan få en stor kamp for Rams i Super Bowl LIII, er Josh Reynolds, som hidtil står noteret for 506 grebne yards og seks touchdowns i sin karriere.

Vidste du, at…

Tom Brady og New England Patriots’ angreb har konverteret 68 pct. af de tredje downs, som enheden har stået over for i slutspillet anno 2019. Det er en forrykt høj succesrate, hvilket understreges af, at New Orleans Saints – til sammenligning – har den næstbedste rate på 48 pct. i slutspillet. Patriots’ succes er unik, og kan demoralisere ethvert forsvar.

Spiltip og forudsigelse

Vi kørte en lignende artikelserie til torsdagskampene i grundspillet, hvor vi sluttede 9-4 i forhold til spiltips. Til konferencefinalerne ramte vi på halvdelen af vores spil, og vi vil naturligvis forsøge at ramme plet til Super Bowl.

Som nævnt ovenfor synes James White at have et utroligt godt matchup mod den tungere Mark Barron. Læg dertil at James White har scoret fire touchdowns i de seneste to Super Bowls (et enkelt mod Eagles og tre mod Falcons), så vurderes odds 2.20 på et James White-touchdown som et forrygende spil. Den mere sikre version er, at James White griber minimum 5,5 bolde i opgøret til odds 1.72. Begge spil findes på Danske Spil under dette link.

Spil ansvarligt og rigtig god fornøjelse!

Jeg er nødt til at gå med forhåndsfavoritten New England Patriots i min forudsigelse. Som ovenstående afsnit indikerer, er Patriots’ angreb skræddersyet til at udnytte Rams’ forsvarshuller, hvilket kræver, at Jared Goff omvendt skal reproducere Patriots’ pointtal. Det tror jeg ikke, at Goff magter, og derfor forudser jeg (endnu) en Patriots-triumf i Super Bowl LIII.

New England Patriots vinder opgøret med 34-27.