Super Bowl er lige så meget underholdning og show som det er en football-kamp, og midt i det hele findes den store halvlegskoncert, der næste år skal styres af Lady Gaga.

Den 30-årige sangerinde har på rygtebasis længe været omtalt som en mulig kandidat til den store plads, og Gaga har nu selv bekræftet på twitter.

Det store halvlegsshow er hvert år en imponerende bedrift når det kommer til organisation og eksekvering og tiltrækker ofte verdens største stjerner. Adele udtalte tidligere på året, at hun havde afvist NFL og Super Bowl, men det tog ikke lang tid at finde et nyt hovednavn.

Gaga er bestemt en verdensstjerne og har domineret den amerikanske billboard chart, der rangerer albumsalg. Den Amerikanske sangerinde med italienske rødder udgav sit første album, The Fame, under kunstnernavnet Lady Gaga i 2008. Albummet var en kæmpesucces, og mere end 15 millioner eksemplarer er blevet solgt siden udgivelsen. Gaga er albumaktuel til efteråret, og mon ikke der kommer en god blanding af nye og gamle hits.

Sidste år blev halvlegsshowet styret af Coldplay, der fik hjælp af blandt andet Beyonce og Bruno Mars. De fleste kritikere mente dog, at gæsterne overskyggede Chris Martin og bandet. Gaga kan også alliere sig med andre kunstnere, men sangerinden, der engang dukkede op til MTV Music Awards iført en kjole lavet af kød, har sikkert nok skøre indslag i baghånden.

Det bliver ikke første gang Gaga og Super Bowl stifter bekendtskab. Gaga åbnede nemlig festlighederne forud for Super Bowl 50, hvor hun på fornem vis sang nationalsangen.

Super Bowl 51 spilles søndag den 5. februar 2017 i Houston, Texas.

https://www.youtube.com/watch?v=zv2f5r5O0-c