New Orleans udligner, men Miami vil gerne i spidsen igen

0

Hvis man bytter Vince Lombardi-trofæet ud med en arrangør-titel ser toppen af Super Bowl-hierarkiet noget anderledes ud.

And when you say Miami, you’re talking Super Bowl. 

Sådan lyder det i Miami Dolphins slagsang. Og der tænkes nok mest på, at Florida-holdet løfter Vince Lombardi-trofæet – noget der sidst skete i 1973. Men på en anden Super Bowl-liste er Miami faktisk helt i toppen. 11 gange har byen været vært for finalen og det er flest af alle.

Men søndag den 9. februar får Miami selskab af New Orleans på førstepladsen, der med Super Bowl 59 også når op på 11 værtskaber.

Det har de ifølge den lokale avis Miami Herald noteret sig i det sydlige Florida. Både fordi der da selvfølgelig er noget prestige i at toppe sådan en liste alene. Men også fordi, at Super Bowl-arrangementet sidst det var forbi i 2020 genererede over 500 millioner dollars til den lokale økonomi. Det var i øvrigt i den Super Bowl 54, at Patrick Mahomes og Andy Reid og resten af Kansas City Chiefs startede deres dominans med en sejr over San Francisco 49ers.

Lige nu har det lidt lange udsigter før, at en Super Bowl igen kan spilles på Hard Rock Stadium. Rodney Barreto der har været formand for Super Bowl-værtskomiteen i Miami i 2007, 2010 og 2020 siger til Miami Herald, at han forventer 2029 tidligst er året, hvor kampen igen kunne ende i det sydlige Florida. Han tilføjer også, at NFL er meget glade for et nyt stadium, når de kigger efter Super Bowl-værtskandidater.

De næste to år er der Super Bowls i Californien – henholdsvis på Levi’s Stadium og SoFi Stadium.