Lane Johnson vil ikke lade en overrevet muskel i lysken stoppe ham fra at vinde endnu en Super Bowl.

Lane Johnson er en hård mand, og en mand med en meget høj smertetærskel. Det står klart efter, at han har spillet begge slutspilskampe i år med en overrevet muskel (adductor) i lysken, og skal søndag spille Super Bowl på selv samme iturevet lyske.

Normal ville man skulle under knive med sådan en skade, men Johnson vil spille denne sæson færdig, specielt nu, hvor Eagles står i Super Bowl LVII. Derfor venter Eagles’ All-Pro linjemand med en operation til efter sæsonen.

Som Johnson selv nævner i den øverste video, så snakkede han med Saints spilleren Cam Jordan, der spillede med en lignende skade i 2020. Jordan fortalte angiveligt Johnson: “held og lykke, det kommer til at gøre nas!”. Selvom det nok gør ondt, så ser det bestemt ikke ud til at påvirke Johnsons spil på banen.

Det mest imponerende ved skaden er, at Lane Johnson har været totalt dominerende i de to slutspilskampe, hvor han har spillet med skaden. Her gav han ikke et eneste pressure eller sack op, og det var vel og mærke overfor en af ligaens bedste forsvarsspillere i Nick Bosa.

Selvom Lane Johnson spiller offensiv linje, og spillere på den position generelt er ret anonyme, så har Johnson en kæmpe stor værdi for Eagles. Lane Johnson har fx. ikke tilladt et sack siden 2020, hvilket er NFL rekord. Derudover er Eagles ganske enkelt bare et meget dårlige hold, når Johnson ikke spiller. Eagles er 72-44-1 når Johnson spiller og 12-21 når han ikke spiller. Det er tydeligt, hvor meget Lane Johnson betyder for Eagles. Derfor har Eagles også meget bedre chance for at løfte Lombardi-trofæet på søndag, når Lane Johnson trodser sin skade og stiller klar fra start.