San Francisco 49ers holdt i går (29. januar 2020 pressekonference som optakt til Super Bowl LIV. Her fik Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen en god snak med startende safety Jimmie Ward. Læs interviewet her:

Nicholas: Hvordan har det været – at se det her hold (49ers, red.) vokse fra sidste år, hvor I sluttede 4-12 til i år, hvor I står i Super Bowl?

Jimmie Ward: Det har været fantastisk. Vi havde en masse tætte kampe, som vi tabte i sidste sæson – vi havde en masse spillere, som blev skadet, fx Jimmy (Garoppolo, red.) og jeg selv. Derfor tager vi intet for givet i år. Vi ved, hvordan det føles at tabe – og det er vi bange for.

Nicholas: Dine holdkammerater omtaler dig som én af de største ledere på forsvaret. Hvordan er din lederstil?

Jimmie Ward: Jeg kan godt være højlydt og fyre op under mine holdkammerater. Men vores forsvar er egentlig ikke det mest højlydte i ligaen. Vi går ydmygt til værks. Selv Richard Sherman er relativt stille – med mindre du selv siger noget til ham. Jeg vil dog sige, at jeg først og fremmest leder med mit spil på banen.

Nicholas: Safety-positionen er en af de mest dynamiske i NFL – hvad skal der til for at blive en dygtig safety?

Jimmie Ward: Du skal først og fremmest være rigtig dygtig til at tackle. Men du skal også være rigtig dygtig til at kommunikere, da du – som free safety – ofte har overblikket over hele banen. Du skal også bruge en masse tid på at se film – for at studere spillet og dine modstandere. Det hjælper mig rigtig meget i kampene, at jeg ser enormt meget film.

Nicholas: Havde du et idol fra NFL, da du voksede op?

Jimmie Ward: Jeg vidste fra en ret tidlig alder, at jeg gerne ville – og kunne – spille safety. Jeg så en del video på Ed Reed. Han var fantastisk – og er den bedste safety, der nogensinde har spillet i NFL. Derudover så jeg op til John Lynch, Brian Dawkins og Bob Sanders. I college så jeg også en masse af Tyrann Mathieus højdepunkter – faktisk inden mine kampe for at “komme ind i zonen”.

Nicholas: Kender du Tyrann (Mathieu) personligt nu?

Jimmie Ward: Nej, det gør jeg desværre ikke. Jeg har aldrig mødt ham før. Men jeg respekterer ham enormt meget.

Nicholas: Hvordan gik træning i dag? Og hvor meget hjælper det jer at have to hele uger til at forberede jer på Kansas City Chiefs’ angreb?

Jimmie Ward: Det gik fantastisk i dag, tak. Det er enormt vigtigt at have en ekstra uge til at forberede sig – vi kan bedre forudse, hvad de vil gøre. Men i bund og grund handler det om, at vi skal holde fast i vores stil og spil. Vi kommer i problemer, hvis vi begynder at justere for meget.

Nicholas: Et sidste spørgsmål – hvilket angreb er det sværeste at forberede sig på: Kansas City Chiefs’ eller Baltimore Ravens’ angreb?

Jimmie Ward: Baltimore Ravens. De gjorde ting, som vi aldrig har set før. Andy Reid er en fantastisk træner og skal nok have en masse gode spil klar til kampen. Men Baltimore (Ravens, red.) brugte deres quarterback som en runningback – og han var ikke bange for at blive ramt. Derudover er han (Lamar Jackson, red.) dynamisk i den forstand, at han kan kaste bolden rigtig godt. Det er tæt på umuligt at gøre noget ved.

Nicholas: Tusind tak.