
Alle ved, at Chiefs har domineret NFL i den seneste tid, og stadig gør det. Men de færreste ved, at én mand har domineret NFL i mere end et årti.
Kansas City Chiefs’ linebackertræner, Brendan Daly, forbereder sig i øjeblikket på sin niende Super Bowl siden 2014. Dermed er Daly en af de mest succesfulde individer i NFL, men det er de færreste, som overhovedet ved, hvem han er.
Den 49-årige træner har pt. seks Super Bowl sejre på CV’et, og kan med en sejr på søndag fejre sin syvende titel når Chiefs møder Eagles i Super Bowl LIX. Udover den vilde Super Bowl-statistik har Daly været i AFC-finalen i 11 år i træk som træner i NFL. Det er fuldstændig vanvittigt. Faktisk har Daly været i så mange Super Bowls, at familien er begyndt at tage det som en selvfølge.
Men hvordan er Brendan Daly endt med at blive så succesfuld i NFL? Det hele startede tilbage i 2014, hvor Daly forlod jobbet som defensiv linjetræner i Minnesota, til fordel for en rolle som defensiv assistent hos Patriots. Her vandt han sin første Super Bowl i samme sæson, hvorefter han i 2015 blev forfremmet til defensiv linjetræner. Daly var i New England fra 2014-2018, hvor Patriots var i fire Super Bowls på fem år og vandt tre af dem.
I 2019 rykkede Daly så til Kansas City som defensiv linjetræner, og i samme moment skiftede magtstrukturen i AFC. Det havde nok mere at gøre med Bradys skifte til Bucs, men i hvert fald var Chiefs nu dem man skulle holde øje med. 2019 blev også den første sæson med Reid og Mahomes, hvor Chiefs kom tilbage til Super Bowl og vandt. Det må siges at være perfekt timing af Brendan Daly. Siden dengang har Chiefs været i Super Bowl i fem af de seneste seks sæsoner – og Daly har været en del af dem alle.
Daly rykkede fra ét dynasti til et andet, men har efterfølgende udtalt, at han slet ikke havde lyst til at forlade New England. Men mon ikke det hjælper, når han bliver ved med at ende i Super Bowl i sin nye klub. Daly har kun misset Super Bowl to gange siden 2014. Den første gang var i 2015, hvor Patriots tabte til Broncos i AFC-finalen med bare to point. Anden gang var i 2022, hvor Chiefs tabte AFC-finalen til Bengals med bare tre point i overtime. Det betyder altså, at Daly blot er fem point fra at være i Super Bowl 11 år i træk.
Daly er også blevet nævnt som en mulig defensiv koordinator i fremtiden. Det kan enten være i en ny klub, eller en forfremmelse i Kansas City, hvis Steve Spagnuolo skulle blive headhuntet eller gå på pension.
Om Daly kan fastholde sit jerngreb om NFL og Super Bowl må tiden vise, det er i hvert fald en meget imponerende statistik han har gang i.