Er Nick Sirianni den bedste cheftræner i Eagles’ historie?

0

Nick Sirianni er den eneste cheftræner for Eagles, som har været i to Super Bowls. Er han allerede efter fire sæsoner den bedste de nogensinde har haft?

Både i slutningen af sidste sæson, før denne sæson og ikke mindst i løbet af denne sæson var Nick Sirianni en udskældt cheftræner som flere ønskede fyret. Det har dog ikke påvirket hovedpersonen, som har ført sit hold til to Super Bowls på bare fire år. Det har ingen andre cheftrænere formået i hele Eagles’ historie. Er Sirianni dermed, trods sin til tider store upopularitet, allerede den bedste træner Philadelphia Eagles nogensinde har haft?

Ingen har formået at skabe en så stor kulturændring som Andy Reid formåede i 00’erne. Heller ingen har været en ligeså fremragende motivator som Dick Vermeil, eller formået at hive et Lombardi-trofæ til byen som Doug Pederson.

Nick Sirianni er måske en blanding af alle tre. Eagles har i hvert fald formået at bevare en vinderkultur med ham som træner. De har været i slutspillet i alle fire sæsoner, og nu altså i Super Bowl i to af dem. De mangler blot at vinde den store kamp. Sirianni er også en “players coach”, der er god til at forme stærke relationer til sine spillere og dermed får dem til at købe ind på kulturen, lidt ligesom Vermeil tilbage i 1970’erne.

Dog var Vermeil og Pederson ikke i stand til at holde fast i deres succes i Philadelphia. Vermeil blev fyret efter syv sæsoner hos Eagles og Pederson efter fem sæsoner. Sirianni har i sine fire foreløbige sæsoner formået at have succes hvert år. Han har dog ikke været cheftræner i nær så lang tid som Andy Reid nåede at være det. Andy Reid var træner i Philadelphia i 14 sæsoner, hvor det blev til hele fem NFC-mesterskabskampe, men blot én Super Bowl som han tabte.

Eagles har været i fem Super Bowl i hele deres historie, og to af dem er med Nick Sirianni. Det vilde er, at Sirianni har gjort det på bare fire sæsoner, noget som kun er sket to gange før i hele NFL-historien for Mike Tomlin og Joe Gibbs. De vandt begge én af deres første to Super Bowls.

Sirianni har vundet 48 ud af 68 kampe i sine første fire sæsoner hos Eagles, hvilket er en helt vild sejrsprocent. Det er historisk set kun overgået af George Seifert, der havde 52 sejre i sine første fire sæsoner. Sirianni og Seifert er de eneste to til at føre sin hold til 14 eller flere sejre i to af deres første fire sæsoner. Sirianni’s sejrsprocent er den tredjehøjeste i Super Bowl-æraen med minimum 50 kampe. Det er kun Guy Chamberlain og John Madden, der er bedre. Sirianni har også den højeste sejrsprocent af alle aktive cheftrænere i ligaen.

Selvom der nok går nogle år før man reelt kan sige om Sirianni er Eagles’ bedste træner nogensinde, så taler hans nuværende succes for sig selv. Han har flere Super Bowl-kampe for Eagles end Reid, han har flest sæsoner med 14+ sejre, og er den første til at føre Eagles fra wild-Card-runden til Super Bowl. Vinder han over Reid og Chiefs på søndag, så bliver diskussionen om rangeringen som den bedste Eagles-træner nogensinde pludselig meget mere relevant.