Selvom DeVonta Smith blot er i sit andet år i ligaen, kan han allerede nu blive en del af en lille eksklusiv gruppe af spillere, hvis Eagles tager Lombardi trofæet med hjem til Philadelphia.

Som blot 24-årig vil DeVonta Smith med en Super Bowl sejr på søndag være den kun fjerde spiller i NFL’s historie til at vinde et college mesterskab, et Heisman trofæ og en Super Bowl. De eneste andre spillere, der har gjort det er Charles Woodson, Marcus Allen og Tony Dorsett, der alle tre er i Hall of Fame.

Faktisk har Reggie Bush også præsteret dette, men da han i 2010 blev afsløret i at modtage ulovlige goder i college, har han fået frataget sit Heisman trofæ og er derfor ikke en del af den officielle statistik.

DeVonta Smith har allerede slået sit navn godt og grundigt fast i rekordbøgerne hos Philadelphia Eagles, hvor han i sin rookie sæson slog klubrekorden for flest receiving yards af en førsteårsspiller med 64 grebne bolde for 916 yards.

Smith har også allerede været i en del store kampe i sin college karriere hos Alabama, så det nationale spotlight skræmmer ham ikke. Han har sågar domineret når der er mest på spil. Det beviste han bl.a. i sin sidste college kamp, hvilket var det nationale mesterskab, hvor han greb 12 bolde for vilde 215 yards og tre touchdowns.