Det er naturligvis en stor ære og et stort ansvar at være dommer i Super Bowl. Årets hoveddommer er da heller ikke hr.-hvem-som-helst.

NFL har offentliggjort, at Carl Cheffers vil bære den hvide hat og fungere som hoveddommer i Super Bowl LVII.

Det er anden gang på bare tre år, at Cheffers skal udfylde det hæderfyldte hverv og tredje gang i alt i karrieren. Han var også dommer i Super Bowls LII mellem Eagles og Patriots og LV mellem Chiefs og Buccaneers.

Nu får han altså sjovt nok muligheden for at dømme de to samme hold igen, når Eagles og Chiefs brager sammen d. 12. februar i Arizona.

Ligaen vurderer dommerne i løbet af sæsonen på en række parametre til at beslutte, hvem der er egnet og har gjort sig fortjent til at være dommer i Super Bowl. Det gælder naturligvis ikke kun hoveddommeren, der bliver målt og vejet. Det gør de andre seks dommere, der skal på banen også, og sågar dommeren, der skal styre replay under Super Bowlen.

Udover de dommermæssige kriterier og en vurdering af, hvordan den enkelte har klaret sig i løbet af sæsonen, indgår der også anciennitet, og her skal man have været dommer i NFL i mindst tre år for at komme i betragtning som almindelig dommer og fem år for at blive hoveddommer, også kendt som kampens Referee.

Cheffers har masser af år på bagen. Han begyndte i NFL helt tilbage i år 2000 som sidedommer og blev forfremmet til hoveddommer i 2008. Med sine 23 års erfaring i zebrastriber og 15 år med den hvide hat, er han NFL’s næstmest rutinerede dommer efter Jerome Boger.

Hele ​​dommer-crewet ser således ud:

Referee: Carl Cheffers
Umpire: Roy Ellison
Line judge: Jeff Bergman
Down judge: Jerod Phillips
Field judge: John Jenkins
Side judge: Eugene Hall
Back judge: Dino Paganelli

Her står de syv dommere på banen:

Sidst men ikke mindst har NFL også fundet den dommer, der har været allerbedst til at spole frem og tilbage på replay-situationer i den forgangne sæson.

Så Mark Butterworth er blevet udvalgt som Replay-dommer til Super Bowl… bare hvis du vil vide det!