Lørdag går NFL slutspillet for 2018-sæsonen i gang. 12 hold har kvalificeret sig, og der er gode chancer for at Super Bowl 53 bliver mellem to mandskaber, der enten har en interessant historie eller har mødtes før i finalen.

Her giver vi dig vores bud på, hvad der kunne være den mest interessante Super Bowl.

1) LA Rams – LA Chargers

NFL football er for alvor tilbage i Los Angeles. Ikke siden 1985 har den californiske storby haft to hold i slutspillet. Rams og Chargers kan mødes i Super Bowl og ville afgøre “The Fight for LA” i Atlanta. Det er måske lige to år for tidligt de kan mødes, da Super Bowl 55 skal spilles i Los Angeles på deres nye fælles hjemmebane.

2) LA Chargers – New Orleans Saints
I 2004 “draftede” San Diego Chargers Philip Rivers, selvom de i forvejen havde en quarterback ved navn Drew Brees. Sidstnævnte blev skadet i 2005, og mange frygtede at karrieren var forbi. Brees blev hentet til Saints og Rivers overtog i San Diego. Nu kan de to tidligere holdkammerater mødes og én gang for alle afgøre, hvem der er bedst.

3) Kansas City Chiefs – Los Angeles Rams.
I december flyttede NFL kampen mellem Rams og Chiefs fra Mexico til Los Angeles. Det blev den vildeste kamp, der endte med 54-51 til hjemmeholdet. Det var en kamp med masser af offense og nærmest ingen defense, altså bortset fra de tre defensive touchdowns, der blev scoret. En rematch ender næppe med samme score, men underholdningen er garanteret.

4) Seattle Seahawks – New England Patriots.
Super Bowl 49 er måske en af de bedste, der nogensinde er spillet. Den blev afgjort på Malcolm Butlers interception i end zonen i de sidste sekunder, hvor Seahawks måske burde have givet bolden til Marshawn Lynch og løbet den ind til sejr. Nu er Lynch på vej på mod pension og Butler er hos Titans, men Seahawks og Russell Wilson vil stadig gerne have chancen for at revanchere nederlaget.

5) Kansas City Chiefs – Chicago Bears

Mahomes mod Khalil Mack. Det er altid sjovt, når et eksplosivt angreb møder et godt forsvar. Chiefs har NFLs højst scorende angreb med 565 point eller over 35 point i snit. Bears har NFLs bedste forsvar, både hvad angår yards og point. De har tilladt 283 point i sæsonen eller under 18 pr. kamp. Og så er det også kampen mellem Andy Reid, og hans tidligere elev Matt Nagy.

6) New England Patriots – Philadelphia Eagles
Sidste års finale var en de fedeste, der nogensinde er spillet. Der var masser af point, Eagles vandt deres første Super Bowl, og quarterback Nick Foles blev såvel helt, redningsmand som MVP. Nu får Patriots og Tom Brady mulighed for revanche mod Eagles. Om det så bliver med Foles eller Carson Wentz bag roret må januar vise.

7) Houston Texans – Dallas Cowboys
The Battle for Texas. Dettte er måske ikke den sjoveste Super Bowl for folk udenfor Texas, men for fans af Houston og Dallas ville dette være den ultimative Super Bowl, hvor håneretten i USAs mest footballglade stat skal afgøres. Som en lille interessant ekstra historie hed det første NFL-hold i Dallas i øvrigt Texans.

8) New Orleans Saints – New England Patriots

Kampen mellem to af de allerstørste gennem tiderne. Patriots quarterback og femdobbelt Super Bowl-vinder Tom Brady og Saints quarterback Drew Brees, der selv har en enkelt Super Bowl sejr på CVet. Brees er aldrig blevet kåret til NFLs MVP, men måske er 2019 året, hvor han endelig får den hæder. Det ville bare gøre kampen mod Brady og co. endnu større.

9) Baltimore Ravens – Seattle Seahawks

Velkommen til 1936. I det kasteglade NFL har Ravens og Seahawks fundet ud af, at de er rigtig gode til at løbe bolden. Ravens har med QB Lamar Jackson og runningback Gus Edwards nærmest opgivet at kaste bolden, mens Seahawks som det eneste mandskab har fire spillere med over 300 yards rushing hver. Det er næppe hvad NFL havde håbet på, men det bliver tungt, sjovt og brutalt, hvis de løbeglade mandskaber mødes.

10) Chicago Bears – New England Patriots
Historisk set bliver 1985-udgaven af Chicago Bears betragtet som det bedste forsvar NFL har set. I Super Bowl 20 knuste de Patriots med cifrene 46-10 og defensive end Richard Dent blev kåret til MVP. Nu får Patriots chancen for revanche, når de igen skal op imod NFLs bedste forsvar, men denne gang stiller til start med en quarterback ved navn Tom Brady.