Så starter slutspillet endelig. NFL går ind i sin afgørende fase, og det samme gør vores TV-odds. Vi arbejder på at komme tilbage i plus inden sæsonen slutter.

I aften sparkes slutspillet igang, og det betyder, at vi kan sætte vores slutspurt ind, i jagten på at nå i plus med vores TV-odds. Inden slutspillet starter, er vores totale underskud på 73 kr. Heldigvis for os, så er det nu slut med torsdags og mandags kampe. Det er vigtigt, for vores spilforslag til weekend kampe har været en succes og her har vi plus på 136 kr.
I dag starter vi med Houston Texans hjemme mod Oakland Raiders kl 22.35. Selvom det ikke er den mest interessante kamp, så er der stadig gode odds at finde, og så får du samtidig noget at holde øje med undervejs i kampen. Kl. 02.15 i nat er det så Seattle Seahawks og Detroits Lions, der tager hul på slutspillet. Her skal du især holde øje med to spillere.

Texans-Raiders

Spilforslag 1: Lamar Miller scorer touchdown – Odds 2.10

Der er ikke mange der ser frem til kampen mellem Houston Texans og Oakland Raiders. Brock Osweiler mod Connor Cook er bare ikke særlig sexet. Jeg synes imidlertid man glemmer den ganske fine kamp de to hold spillede mod hinanden i Mexico City. Raiders vandt kampen, men der skulle en del dommerhjælp og et stærkt fjerde quarter af Derek Carr til.
I den kamp var Texans gameplan klar. Giv bolden til Lamar Miller, og lad ham gøre arbejdet. Miller kvitterede ved at løbe bolden 24 gange for 104 yards og et touchdown. Jeg forventer stats på samme linje hvis ikke bedre i aften. Godt nok har Texans kun løbet otte touchdowns i hele sæsonen, men på den anden side, så har Raiders tilladt 18 touchdowns på løb. Texans bedste chance for at vinde er at holde bolden ude af hænderne på Osweiler, og det gør de bedst ved at give den til Miller.

Spilforslag 2: Længste field over 43,5 yards – Odds 1.85

Det her odds er næsten for godt. Kampen spilles indendørs på NRG Stadium, hvor Super Bowl LI også skal spilles. Det giver bedst mulige forhold for de to holds kickere.
Både Raiders’ Sebastian Janikowski og Texans’ Nick Novak har haft en fin sæson. Begge har godt nok haft lidt svært når de skulle sparke fra mere end 50 yards, men når grænsen er helt nede på 43,5, så bør det kunne lade sig gøre. Når sparkene har været mellem 40 og 49 yards, så er Novak 8/11 og Janikowski er 10/11.
Samtidig får de to kickere godt med muligheder. Novak har sparket næstflest forsøg hele sæsonen, og med Connor Cook ved roret på quarterback, så tror jeg også Raiders giver Janikowski en del chancer. Alle point bliver vigtige i dette opgør, og derfor skal en af kickerne nok ramme fra mindst 44 yards.

Seahawks-Lions

Spilforslag 1: Doug Baldwin scorer touchdown – odds 2.10

Seattle Seahawks er i slutspillet for femte sæson i træk. De sidste tre gange de har været det, har Doug Baldwin scoret mindst et touchdown. Den stime fortsætter han allerede i deres første slutspilskamp i år. Baldwin har scoret touchdown i to af Seahawks sidste tre kampe, og bortset fra hans og Seahawks’ monster kamp i Foxboro, så har han grebet alle sine touchdown på hjemmebane i år. Derfor er det jo meget heldigt, at Seahawks også spiller hjemme i aften.
Samtidig står Seahawks’ angreb over for et af ligaens dårligste forsvar, når det kommer til touchdowns gennem luften. Med 33 grebne touchdowns tilladt, er det kun Cleveland Browns, der har tilladt flere i år. Af de 33 touchdowns har receivere grebet de 20, så Baldwin skal nok hive et ind i aften. Hvis du kigger efter alternativer, så er der odds 2.25 på at Jimmy Graham scorer. Lions har tilladt 10 touchdowns til tight ends i år.

Spilforslag 2: Anquan Boldin scorer touchdown – odds 3.30

Anquan ”The Ironman” Boldin har været et af Matthew Staffords vigtigste våben, når Lions er nået tæt på endzone. Ingen Lions-spiller har scoret flere touchdowns end Boldins otte styks. Lions hentede Boldin ind før sæsonen, netop fordi holdet havde brug for en receiver, som Stafford kunne kaste til når holdet enten skulle konvertere en tredje down eller score touchdown.
Boldin har leveret stort, og selv om det bliver svært mod Seahawks og deres Legion of Boom-backfield, så tror jeg, at Boldin igen scorer touchdown. Earl Thomas er igen ude, og Richard Sherman kommer til at lukke ned for Lions’ Golden Tate. Den tidligere Seahawks’ receiver vil nok gerne vise sig frem, men Boldin er bare Staffords yndlingsvåben, når Lions når tæt på endzone.