Her på Gulklud er vi vilde med TV-odds, også selv om det ikke altid går os lige godt. Vi kommer med forslag til kampen om torsdagen, de to tidlige TV-kampe om søndagen og til kampen mandag nat. I nat står den på opgøret mellem Denver Broncos og Houston Texans!

Spilforslag 1: Trevor Siemian bliver ikke intercepted – Odds 2,25

Før den indeværende sæson var der ikke mange, der vidste, hvem Trevor Siemian var, eller hvad han kunne udrette på en football-bane. Ikke desto mindre blev det den 24-årige quarterback fra Northwestern College, der fik stillet den ubarmhjertige opgave at løfte arven efter selveste Peyton Manning. Men Siemian har imponeret alt og alle, og han har løbende og naturligt spillet sig op, som sæsonen er skredet frem.

Dette symboliseres først og fremmest ved hans stabilitet, som illustreres ved, at han ikke har kastet en interception siden anden spilleuge. I stedet er det blevet til 610 yards og fem touchdowns i de 2,5 kampe, han har spillet siden. Det vidner om en quarterback, som er sin opgave moden, og jeg forventer, at han fortsætter i aftenens hjemmebanekamp mod et Texans-forsvar, der har opgivet minimum 20 point i fire spillerunder på stribe. Yderligere har Texans’ forsvar blot leveret sølle tre interceptions i 2016, mens JJ Watt er tabt for sæsonen med en rygskade. Jeg tror på Trevor Siemian (igen) i aften!

Spilforslag 2: Længste field goal scoret over 45,5 yards – Odds 1,80

Det er efterhånden blevet et velkendt fænomen, at ligaens kickere slikker sig om munden, før turen går til Mile High i Denver, hvor omstændighederne er yderst fordelagtige i det tynde luftlag. Med dette in mente er det ikke usædvanligt at se adskillige, vellykkede field goals fra en længere distance på Sports Authority Field. Holdenes trænere er selvsagt bekendte med omstændighederne, hvorfor man i højere grad stoler på sine kickere; hvilket vi (heller) IKKE har for vane i dette segment efter et par fejlslagne tipsforslag.

Som følge heraf synes jeg – trods det konservative odds på 1,80 – at dette spilforslag er præsentabelt, da det velsagtens er så sikkert, som det overhovedet kan blive i oddsets og kickerens verden. Dette er til trods for, at aftenens respektive mandskabers kickere begge (blot) rammer på omkring 80% af deres spark. Men i og med, at begge holds forsvar forventes at holde angrebene i skak i en formodentlig tæt affære, forventer jeg, at trænerne vil forsøge de længere field goals, som traditionelt set er lettere i Denver end under normale omstændigheder.