
Gul Kluds skribenter Alexander Paaske og Nicholas Isak Jørgensen varmer op til divisionsrunden. I denne artikel sætter Nicholas fokus på lørdagens slutspilskampe.
Green Bay Packers vs. Los Angeles Rams
Efter en uge med hvile og ro indtræder Green Bay Packers nu slutspillet, hvor de tørner sammen med Los Angeles Rams på legendariske Lambeau Field. Packers var fuldstændig forrygende i grundspillet med 13 sejre og flest scorede flest point (31,8 pr. kamp). Særligt Aaron Rodgers var ustyrlig, da han kastede for 4.299 yards, 48 touchdowns og bare fem interceptions, hvilket har gjort ham til forhåndsfavoritten til den prestigefyldte MVP-titel.
Gæsterne fra Los Angeles har holdt motoren kørende siden grundspillets afslutning med en sejr over divisionsrivalerne fra Seattle Seahawks på 30-20. Rams’ forsvar fortsatte de imponerende takter ved at begrænse Seahawks’ angreb til 278 yards og samtidig levere fem sacks, to turnovers og en defensiv touchdown.
Hold særligt øje med…
Kan Jalen Ramsey lukke ned for Davante Adams?
Vi har en episk duel i vente, når Jalen Ramsey – forventeligt – skal skygge Davante Adams i store dele af lørdagens kamp. Det vil ikke være unfair at udråbe Ramsey som ligaens bedste cornerback efter en fantastisk individuel sæson, som på ingen måde retfærdiggøres af hans umiddelbare statistikker. Hvis går et spadestik dybere, kan vi netop se, at Ramsey har tilladt færrest grebne yards (309 yards) af de 33 cornerbacks i NFL, som har spillet mere end 500 ’snaps’ i 2020.
Senest gik Ramseys glimrende opdækning ud over D.K. Metcalf, som var øjensynligt frustreret i wild card-opgøret. Spørgsmålet er blot, om Jalen Ramsey kan gentage svendestykket, når han står over for Davante Adams, som greb 115 bolde for 1.374 yards og 18 touchdowns i den regulære sæson.
Udfaldet af deres indbyrdes duel bliver formentlig kampafgørende, da Packers’ angreb er en anderledes overkommelig størrelse, når vi ser bort fra Adams’ utvivlsomme kvaliteter. Spillere som Allen Lazard og Marquez Valdes-Scantling lever af, at Adams påtvinger sig forsvarenes fokus, hvilket automatisk åbner banen op for dem.
Forudsigelse
Green Bay Packers står over for en vanskelig opgave, når de skal beskytte Aaron Rodgers fra Rams’ forsvar og Aaron Donald, som er blevet klarmeldt til opgøret. I skal holde et vågent øje med Packers’ venstre tackle, hvor David Bakhtiari plejer at garantere forrygende beskyttelse, men som misser opgøret – og slutspillet i sin helhed – med en korsbåndsskade.
Læs også Gul Kluds skadesoverblik inden lørdagskampene i divisionsrunden.
Samtidig bliver det interessant at se, om Jared Goff er blevet sin fingerskade kvit, eller om hans kast fortsat vil blive hæmmet. Værternes forsvar har leveret en solid sæson målt på antallet af tilladte yards og point, hvorfor det bør forventes, at Jared Goff får relativt svære arbejdsvilkår. Det er til trods for at stjerner som Kenny Clark og Preston Smith har spillet under vanligt niveau i det overståede grundspil.
Jeg forventer, at Green Bay Packers avancerer til NFC-mesterskabskampen med en sejr over Los Angeles Rams. Aaron Donald, Jalen Ramsey og resten af Rams’ forsvar vil holde opgøret tæt og derfor forventer jeg kun en snæver Packers-sejr på 23-20.
Buffalo Bills vs. Baltimore Ravens
Et af slutspillets – foreløbigt – mest imødesete opgør finder sted i Orchard Park, hvor Buffalo Bills tager imod Baltimore Ravens. Opgøret eksemplificerer det generationsskifte, som har forskudt selve magtbalancen i AFC, hvor Josh Allen og Lamar Jackson nu er førsteudfordrere til Kansas City Chiefs’ forventede enevælde. De to spillere blev begge valgt i første runde af 2018-draften og de repræsenterer den moderne, dynamiske quarterback, som både kan kaste og skabe ravage i løbespillet.
Josh Allen og Lamar Jackson mødtes i 2019, hvor sidstnævnte trak sig sejrrigt ud efter at have kastet tre touchdowns. I det pågældende opgør blev Josh Allen terroriseret af Baltimore Ravens’ forsvar, som leverede seks sacks og holdt Bills’ angreb til sølle 209 offensive yards. En skæv statistik er desuden, at Lamar Jackson er 6-1 mod de øvrige quarterbacks, som blev draftet i første runde i 2018.
Hold særligt øje med…
Kan Josh Allen undslippe presset og undgå individuelle fejl?
Og netop Ravens-forsvarets presspil bliver determinerende for kampens udfald. Under kyndig ledelse af Don Martindale står Ravens’ forsvar for en særdeles aggressiv spillestil, hvilket illustreres ved, at de har sendt pres (blitz, red.) på 44 pct. af spillene i 2020. Dertil har Ravens leveret 39 sacks og 116 ’quarterback hits’, hvilket er næst flest i NFL – og det bidrager bl.a. til, at forsvaret er ligaens næst bedste til at stoppe modstanderne på tredje down-forsøg.
Presspillet må og skal fungere, hvis Baltimore Ravens skal stå en chance for at begrænse Buffalo Bills’ forrygende angreb. Josh Allen har forbedret sig markant i denne sæson, hvortil han havde sidste eller næst sidste hånd på 45 touchdowns, mens han ramte på knap 70 pct. af sine kast i 2020. Det står i skarp kontrast til 2019, hvor han blot ramte på 58 pct. af sine kast.
I den forbindelse får Cole Beasley formentlig en afgørende rolle at spille. Den vævre receiver spillede med en knæskade i wild card-opgøret mod Indianapolis Colts, men alligevel han greb syv bolde for 57 yards. Beasley fungerer som Josh Allens sikkerhedsventil – og han er dermed central for at rykke spillet i pressede situationer. I opgøret mod Ravens får Beasley et fordelagtigt matchup ind over midten mod bl.a. rookie linebacker Patrick Queen, som ingenlunde har været pålidelig i opdækningsspillet.
Forudsigelse:
Der er lagt i kakkelovnen til et uhyre tæt opgør, som formentlig først bliver afgjort til sidst. Buffalo Bills har haft det svært mod løbespillet hele sæsonen, hvortil man har tilladt 119 yards pr. kamp, hvilket Colts senest udnyttede til at sætte 163 løbede yards og en touchdown på tavlen. Bills’ forsvar skal have fundet et modtræk til Lamar Jackson og Ravens’ hårdtslående angreb, som løber 191,9 yards pr. kamp, hvilket er suverænt flest i NFL.
Omvendt kan vi se frem til en forrygende duel mellem Bills’ receiverkorps og Ravens’ cornerbacks. Særligt duellen mellem Stefon Diggs og Marlon Humphrey bliver interessant at følge, mens Marcus Peters har evnerne til at forcere kampafgørende fejl af Josh Allen. Peters står noteret for 34 interceptions siden 2015, hvilket er 11 flere end nummer to i samme periode.
Jeg tror, at Baltimore Ravens fortsætter sejrsstimen og vinder en sæsondefinerende sejr over Buffalo Bills. Josh Allen vil blive udfordret af Ravens’ aggressive forsvar og jeg forventer, at han kommer til at begå nogle af de individuelle fejl, som vi tidligere har set fra hans hånd.
Baltimore Ravens avancerer til AFC-mesterskabsfinalen med en sejr på 24-20.








