Super Bowl 52 bliver en gentagelse af finalen for 13 år siden, da Patriots og Eagles mødtes i Super Bowl 39

I en overraskende suveræn præstation knuste Philadelphia Eagles favoritterne fra Minnesota Vikings foran et ellevildt hjemmepublikum, der næppe kunne tro deres egne øjne, når de kiggede op på pointtavlen. 38-7 lød cifrene efter en kamp, hvor Eagles for anden uge i træk var undertippede, men beviste at de er NFC-halvdelens bedste hold.

Quarterback Nick Foles spillede sin bedste kamp for Eagles siden han overtog for den skadede Carson Wentz. Foles sluttede kampen 26 ud af 33 for 352 og 3 touchdowns, inden han blev skiftet ud med 2 minutter igen til stående ovationer fra de små 70.000 tilskuere.

Eagles forsvar fremtvang tre turnovers, En fumble og to interceptions, hvoraf den ene blev returneret til touchdown.

Dermed skal Eagles i deres tredje Super Bowl, mens Vikings ikke fik lov til at blive det første hold i NFL-historien, der spillede Super Bowl på hjemmebane.

Minnesota Vikings fik ellers den bedst tænkelige start på kampen, hvor de scorede på deres første angrebsserie. Både løb og kast fungerede, og quarterback Case Keenum sluttede serien af med et 25-yard touchdown-kast til Kyle Rudolph.

Eagles første angrebsserie endte med et punt, men det stod alligevel 7-7 næste gang quarterback Nick Foles kom på banen.

Efter Eagles punt og god field position for Vikings begik Case Keenum en stor fejl. Under tungt pres forsøgte han at presse bolden ind i højre side til Adam Thielen, men i stedet greb Eagles cornerback Patrick Robinson bolden. Han læste sine blokeringer flot og løb bolden hele vejen til touchdown og udligning.

Scoringen gav Eagles selvtillid, der første stoppede Vikings, og umiddelbart bagefter skruede en smuk og effektiv angrebsserie sammen. Foles var skarp og løbeangrebet fungerede også. LeGarrette Blount sluttede det hele af med et brutalt touchdown, hvor han buldrede henover Vikings safety Andrew Sendejo.

Kampens næste store spil stod der også Eagles på. Efter et godt Vikings drive, der bragte dem indenfor scoringsafstand, fremtvang rookie defensive end Derek Barnett en fumble på et sack af Case Keenum, og Eagles fik fat i bolden.

Ironisk nok valgte Eagles Barnett med det første-runde draft-pick de fik af Vikings i Sam Bradford-handlen inden sidste sæson.

Hjemmeholdet straffede Vikings igen med et forrygende touchdown af Nick Foles. Under tungt pres undgik han et sack af flere ombæringer og på 3. og 10 kastede han et 53-yard touchdown til Alshon Jeffery.

Som om det ikke var nok fyrede Eagles endnu et pointgivende drive af inden pausen. Foles førte angrebet ned til 20-yard-linjen, hvor rookie kicker Jake Elliott kunne sende hjemmeholdet i omklædningsrummet med en føring på 24-7 efter et 38-yard field goal.

Foles spillede en forrygende første halvleg, hvor han imod Vikings sædvanligvis giftige forsvar konverterede 3. down og 10 to gange, 3. og 8, 3. og 6, og Eagles konverterede 7 af deres 9 tredje til første down.

Den udskældte quarterback fortsatte sin opvisning i anden halvleg. Eagles startede med bolden, og Foles flyttede stille og roligt bolden ned ad banen. Og så kom et smukt trickspil. En fleaflicker. Kaldt på det rigtige tidspunkt, Og udført til perfektion. Foles til Torrey Smith, 41 yards, touchdown og en 31-7 føring.

Ydmygelsen blev total i fjerde quarter, da Foles endnu engang lignede den skadede Carson Wentz og udspillede Vikings forsvar spil efter spil. Foles kastede sit tredje touchdown, da han for anden gang fandt Alshon Jeffrey i end zonen.

Tilskuerne belønnede ham med at bruge Vikings islandske klap, men i stedet for at råbe Skol, sendte de taktfast deres hyldest ned mod quarterbacken med “Foles. Foles. Foles.”