Eagles kan skrive slutspilshistorie ved at slå Commanders

0

Der er NFL-historie på spil, når Philadelphia Eagles tager imod Washington Commanders hjemme på Lincoln Financial Field i NFC-finalen.

Philadelphia Eagles formåede ikke at sikre sig første seed, og dermed hjemmebanefordel i hele slutspillet i denne sæson. På trods af det, har de stadig mulighed for at skrive historie som det første hold nogensinde til at vinde tre slutspilskampe på hjemmebane.

Eagles er blot det andet hold nogensinde til at være vært for tre slutspilskampe i samme sæson. Der har dog flere gange været et hold, som har vundet tre udekampe i slutspillet på vejen til Super Bowl. Det formåede bl.a. Tom Brady og Buccaneers tilbage i 2020, men intet hold har altså endnu formået at vinde tre hjemmekampe i slutspillet.

En af grundene er, at det simpelthen ikke var muligt for et hold at få tre hjemmekampe i slutspillet, før NFL udvidede det fra 12 til 14 hold tilbage i 2020. Denne sæson er den femte af slagsen med 14 slutspilshold, og her er det blot sket én gang, at et hold har haft hjemmebane i tre slutspilskampe i samme sæson. Det skete i 2021 for Kansas City Chiefs, der dog endte med at tabe AFC-finalen til Bengals.

Takket være Commanders’ overraskende sejr over Lions i sidste uge, er det nu muligt for Philadelphia Eagles at skabe NFL-historie. Eagles har vundet ni kampe i træk på Lincoln Financial Field, og er da også favoritter til at vinde i denne uge. Derudover har det historisk set også været en kæmpe fordel at have hjemmebane i slutspillet, da statistikken siger 26-8 i hjemmeholdets favør siden 2022. Dog er Commanders nok ikke skræmt at den statistik, da de er indehaver af to af de otte sejre.

Los Angeles Rams spillede teknisk set også tre hjemmekampe i slutspillet i 2021, hvor den tredje var i Super Bowl. Dog tæller den kamp ikke i statistikken, da Super Bowl-arenaen ses som en “neutral bane”, og så var Rams faktisk også noteret som udehold til den kamp.

Det bliver meget interessant at følge med i, hvem der skal repræsentere NFC-halvdelen i Super Bowl i denne sæson, og dermed også finde ud af, om Philadelphia Eagles skriver NFL-historie med en sejr.