Thursday Night Football-kampen mellem Carolina Panthers og Houston Texans bliver med en ny mand til at styre texanernes angreb

Reserve-quarterback David Mills kom på banen, da Tyrod Taylor udgik i andet quarter af 31-21 nederlaget til Cleveland Browns. Og Texans har nu meldt ud, at Mills også kommer til at starte kampen mod Carolina Panthers natten til fredag, da Tyrod Taylor ikke bliver kampklar.

Taylor udgik af nederlaget med en baglårsskade, og ifølge Houston-journalisten John McClain frygter holdet, at quarterbacken kan være ude i op til fire uger.

Inden sin skade nåede Taylor at ramme plet på 10 af 11 kast for 125 yards og et touchdown samt løbe bolden en enkelt gang for et 15-yard touchdown. Det niveau kunne David Mills ikke holde, da han som indskifter blot ramte på 8 af 18 kast for 102 yards, et touchdown og en interception.

Mills blev valgt af Texans i tredje runde af årets draft. I college startede han de sidste to sæsoner 13 kampe for Stanford, hvori han kastede for 3.468 yards, 18 touchdowns og otte interceptions.