Der er godt nyt til alle Steelers-fans, holdets absolut største stjerne ser ud til snart at kunne vende tilbage.

Pittsburgh Steelers har siden første spillerunde manglet forsvarsprofilen TJ Watt, der i sejren over Bengals pådrog sig en overrevet brystmuskel. Nu er der dog lys for enden af tunnellen, Watt er på vej tilbage. Den 28-årige forsvarsspiller deltog i opvarmningen før Sunday Night-kampen i den forgangne spillerunde, og har i midtugen trænet med holdet.

En lokal journalist har fået følgende videomateriale af Watt, der var med i flere individuelle øvelser, blandt andet simulerede pass rush-teknikker.

Der er endnu ikke en officiel udmelding omkring, hvornår han forventes tilbage, men tiden nærmer sig. Idet han træner med, skal han fjernes fra Injured Reserve (IR) indenfor de næste 21 dage, hvis han vil spille med i denne sæson.

Malik Reed, en af Steelers’ andre pass rushere, udtaler, at holdkammeraten er begyndt at ligne sig selv, Watt er ved at være rask igen, hvilket har bragt stor glæde i Steelers’ omklædningsrum.

“Det er fantastisk at han vender tilbage, både som en holdkammerat og som en bror. Vi ved, vi fortsat skal holde os klar, men vi siger velkommen tilbage og er begejstrede for udviklingen.”

Steelers har hårdt brug for Watt, der har været en dominerende kraft på holdet siden han blev draftet i første runde af 2017-draften. Pittsburgh har været det hold, der har skaffet flest sacks lige siden, men i år er de sidst i den kategori i NFL.

Watt tangerede NFL-rekorden for sacks i fjor med 22,5. Han nåede at nedlægge Joe Burrow inden skaden ramte og er med garanti klar til at levere flere af den slags, når helbredet tillader det.