Tennessee Titans har placeret Bud Dupree på holdets officielle skadesliste, hvortil han som minimum misser de kommende tre kampe.

I foråret skrev Bud Dupree under på en femårig kontrakt med Tennessee Titans, der står til at indbringe ham i omegnen af 550 millioner danske kroner. Men Duprees debutsæson i Tennessee har ingenlunde været en dans på roser.

Bud Dupree har ganske enkelt haft svært ved at leve op til sin forgyldte kontrakt, hvortil han blot har leveret seks tacklinger og et enkelt sack i syv kampe i 2021. Det skal imidlertid understreges, at Dupree gradvist har forbedret sit spil og at modstandernes fokus på at begrænse hans produktion har åbnet banen op for andre Titans-spillere.

Men nu er Bud Dupree dømt ude i minimum tre kampe som følge af en skadet mavemuskel. NFL Network melder i den forbindelse, at skaden ikke bør være sæsonafsluttende, men at det er tvivlsomt, hvornår Bud Dupree reelt set kan vende tilbage.

Tennessee Titans mangler i forvejen Rashad Weaver Jr. på selvsamme position, hvilket betyder, at Ola Adeniyi skal starte i aftenens opgør mod Houston Texans. Adeniyi står noteret for 16 tacklinger og 2,5 sacks i sæsonen.

Tennessee Titans (8-2) og Houston Texans (1-8) mødes på Nissan Stadium i Nashville kl. 19.00 i aften dansk tid.