Vi giver dig her skadesoverblikket til divisionsrunden, hvor de otte bedste tilbageværende hold i NFL skal halveres til fire. Flere af klubberne har stort set ingen væsentlige skader.

Lørdag 22.35: Kansas City Chiefs – Indianapolis Colts

Chiefs regner ikke med at have safety Eric Berry til rådighed. Den dygtige safety gjorde comeback i uge 15 efter en overrevet akillessene og spillede også i uge 16, men han missede uge 17-kampen mod Raiders på grund af problemer med hælen og er stærkt tvivlsom til den første kamp i divisionsrunden.

Til gengæld er der bedre nyt vedrørende WR Sammy Watkins og RB Spencer Ware, der officielt er tvivlsomme. Kansas City er dog optimistiske omkring, at de begge kan komme i kamp. LB Dorian O’Daniel er ude.

Colts har i de seneste mange kampe listet wide receiver T.Y. Hilton tvivlsom med en ankelskade, som angrebsstjernen har spillet igennem hver gang. Det tyder kraftigt på, at Hilton ikke generes af skaden i så høj grad som tidligere, da han er blevet fjernet fra skadeslisten.

Frank Reichs mandskab er dog uden WR Ryan Grant og DL Tyquan Lewis. DL Denico Autry og S Malik Hooker er tvivlsomme.

Lørdag nat 02.15: Los Angeles Rams – Dallas Cowboys

Rams kan glæde sig over, at runningback Todd Gurley er tilbage på 100 procent efter den knæskade, som han pådrog sig i uge 15.

Cowboys har også godt skadesnyt til slutspilsopgøret. LB Sean Lee, LT Tyron Smith og WR Tavon Austin er også helt og aldeles er klar til kamp.

Dog er DL David Irving ude, mens fem spillere er tvivlsomme. Det drejer sig om WR Cole Beasley, TE Blake Jarwin, DT Maliek Collins, G Xavier Su’a-Filo og S Darian Thompson.

Søndag 19.05: New England Patriots – Los Angeles Chargers

Patriots har nydt rigtig godt af oversidder i Wild Card-runden og går ind til slutspilsopgøret mod Chargers med blot en enkelt spiller, der har småproblemer. DE Deatrich Wise Jr. er tvivlsom på grund af en ankelskade.

Chargers er også overraskende skadesfrie så sent i sæsonen. Først og fremmest er RB Melvin Gordon tilsyneladende komplet fit for fight efter den mindre knæskade, han pådragede sig mod Ravens.

Fire spillere er tvivlsomme heriblandt TE Hunter Henry, der kan gøre lyncomeback, efter han ellers var dømt færdig for sæsonen, da han rev det forreste korsbånd over i sit ene knæ i slutningen af maj. FB Derek Watt, LB Kyle Wilson og CB Brandon Facyson er også tvivlsomme.

Søndag 22.40: New Orleans Saints – Philadelphia Eagles

Saints kan heller ikke klage over skader. Second-Team All Pro-LT Terron Armstead er tilbage på fuldt blus. Og blandt de 53 spillere i truppen er det kun WR Simmie Coobs, der er skadet. Han er ude med knæproblemer.

Eagles er fuldstændig som forventet uden QB Carson Wentz og håber på mere slutspilsmagi fra Nick Foles. Seks spillere er tvivlsomme, og det er følgende: DE Michael Bennett, LB D.J. Alexander, CB Sidney Jones, OT Jason Peters, WR Mike Wallace og WR Shelton Gibson.