![christian-mccaffrey-49ers](https://i0.wp.com/gulklud.dk/wp-content/uploads/2023/01/christian-mccaffrey-49ers.jpeg?resize=1068%2C601&ssl=1)
San Francisco 49ers har meldt Christian McCaffrey og Jordan Mason ude af slutfasen i 2024-sæsonen, efter at de blev skadet i nederlaget til Buffalo Bills.
Den igangværende sæson er ved at smuldre mellem fingrene på Kyle Shanahan og resten af San Francisco 49ers. Senest led de forsvarende NFC-mestre et stort nederlag til Buffalo Bills, og nu meldes både Christian McCaffrey og Jordan Mason ude i en længere periode.
Det står værst til hos Christian McCaffrey, som beskadigede sit korsbånd i mandagskampen. Kyle Shanahan har udtalt, at McCaffrey ikke skal opereres for skaden, men at der kan gå op til seks uger, før han kommer i spil igen.
Samtidig har Jordan Mason forstuvet sin ankel, og han forventes at misse de næste fire kampe. Skaderne betyder, at San Francisco 49ers må klare sig uden sine to startende runningbacks i slutfasen af 2024-sæsonen, hvor der bare resterer fem kampe af grundspillet.
Læs også: Texans-linebacker får tre dage i skyggen efter voldsomt hit
Det efterlader Kyle Shanahan med rookie Isaac Guerendo som sin eneste skadesfri runningback i spillertruppen. Derudover kan fullback Kyle Juszczyk spille en rolle i 49ers’ løbespil, mens de også råder over Patrick Taylor Jr. i træningstruppen.
Christian McCaffrey har bare medvirket i fire kampe i 2024-sæsonen, efter at missede størstedelen af træningslejren og de første otte grundspilskampe med en akillesseneskade. Det har også været tydeligt for enhver, at McCaffrey ikke har været sig selv, siden han vendte tilbage til grønsværen. Efter fire kampe står indehaveren af prisen som den bedste angrebsspiller i 2023-sæsonen bare noteret for 202 løbe-yards og 146 grebne yards i 2024-sæsonen.