Skadede quarterbacks: Hvem er ude?

0

Skadeshelvedet fortsætter for ligaens quarterbacks og vi må igen undvære en række startere i resten af uge 8.

Skadede quarterbacks har været ét af de helt store samtaleemner og temaer i 2025-sæsonen.

Ottende spillerunde er ingen undtagelse, hvor vi igen må undvære en perlerække af dygtige startere. Lad os se nærmere på skadessituationen.

Ravens tager ingen chancer med Lamar Jackson

Titelaspiranterne fra Baltimore Ravens har ryggen mod muren efter fem nederlag i deres første seks kampe. Søndag møder de Chicago Bears hjemme på M&T Bank Stadium, hvor en sejr er påkrævet, hvis de skal kunne holde sig konkurrencedygtige i AFC North.

De skal imidlertid klare skærene uden den dobbelte MVP Lamar Jackson, der stadigvæk sidder ude med en forstrækning i sit baglår. Det var ellers forventningen, at Jackson ville vende tilbage til denne kamp, efter at Ravens sad over i den forgangne spillerunde.

I stedet er Tyler Huntley blevet udnævnt som starter på bekostning af Cooper Rush, der på ingen måde har imponeret i sine fire kampe i sæsonen. Cooper Rush blev også bænket til fordel for Huntley i Ravens’ seneste nederlag i sjette spillerunde til Los Angeles Rams.

Mac Attack fortsætter i San Francisco

Brock Purdy misser sin sjette kamp i sæsonen, når San Francisco 49ers møder Houston Texans i ottende spillerunde. Hans fravær skyldes fortsat en skadet storetå.

Ligesom i Baltimore, så havde 49ers sat sin lid til, at Brock Purdy skulle blive klar til den kommende kamp. Men i skærende kontrast til situationen i Baltimore, så har 49ers en kapabel førstereserve i Mac Jones, som har ført holdet til sej i fem af sine seks kampe i sæsonen.

Mac Jones har fået kickstartet sin NFL-karriere under Kyle Shanahans kyndige ledelse, og han står foreløbigt noteret for 1.704 kastede yards, seks touchdowns og fire interceptions i sæsonen.

You like that!?

Atlanta Falcons har en ny styrmand ved roret i denne spillerunde, efter at Michael Penix Jr. er blevet meldt ude af søndagens kamp mod Miami Dolphins med en mindre knæskade.

I stedet bliver det den 37-årige kaptajn Kirk Cousins, som skal starte for første gang siden, at han blev bænket til fordel for Michael Penix Jr. i 15. spillerunde af 2024-sæsonen.

Kirk Cousins, der har 14 års erfaring i NFL, blev ellers hentet til Atlanta på en kolossal kontrakt i fjor. Men efter at Atlanta Falcons’ sejr var kuldsejlet med syv sejre i 14 kampe, blev Cousins bænket. Kirk Cousins nåede at kaste 3.508 yards, 18 touchdowns og 16 interceptions, hvilket var flest i NFL i fjor, i sin første sæson i Atlanta.

Justin Fields… det er din sidste chance!

I den grønne del af New York har Jets stadigvæk til gode at vinde sin første kamp i 2025-sæsonen – og de er fortsat det eneste sejrsløse mandskab i ligaen.

Som følge havde Aaron Glenn varslet, at han ville bænke Justin Fields til fordel for veteranen Tyrod Taylor. Det skete efter, at Fields bare havde kastet 845 yards og fire touchdowns samt løbet 257 yards og et touchdown i sine første seks kampe for Jets.

Ikke desto mindre får Justin Fields en allersidste chance for at bevise sit værd. Hans afløser Tyrod Taylor har nemlig pådraget sig en knæskade, som betyder, at han ikke kan spille mod Cincinnati Bengals denne søndag.

Husk også…

Tidligere på ugen blev det meldt ud, at Bryce Young og Jayden Daniels heller ikke kommer i spil i denne spillerunde. I kan læse meget mere om disse skader her:

Læs også: Ankelskade holder Bryce Young ude

Læs også: Jayden Daniels bliver ikke klar til mandagskampen