
Mareridtet fortsætter for Shaquille Leonard, der har fået spoleret sin sæson af flere og forskellige skader.
Indianapolis Colts står i lort til halsen. Det har været en katastrofal sæson, hvor dyrt betalte Matt Ryan er blevet bænket til fordel for den upåagtede reserve Sam Ehlinger og cheftræner Frank Reich har måtte lade sit trænerliv til Jeff Saturday… Og de dårlige nyheder fortsætter med at hobe sig op.
Fredag har Colts offentliggjort, at forsvarets hjørnesten Shaquille Leonard – som minimum – misser de næste fire kampe med rygproblemer.
Det tyder på, at det er de samme rygproblemer, som Leonard blev opereret for i sommerperioden, der er brudt op igen. Operationen betød, at Leonard måtte sidde ude i de første tre kampe i sæsonen. Allerede i sin første kamp tilbage måtte Leonard udgå med en hjernerystelse, som holdt ham ude i de efterfølgende tre kampe.
I de seneste to kampe har Shaquille Leonard øjensynligt været hæmmet af sine rygproblemer. For eksempel spillede han kun 54 procent af Colts’ defensive spil i holdets seneste kamp mod New England Patriots. Spørgsmålet er nu, om vi får Leonard at se i aktion igen i år, eller om han bliver lukket ned for sæsonen, der alligevel synes at være kuldsejlet for Colts?








