Seahawks runningback er færdig for sæsonen

0

Et af Seahawks offensive våben må desværre se til fra sidelinjen resten af denne sæson.

Seattle Seahawks mister noget af deres power i løbespillet, når NFC-finalen løber af stablen.

Zach Charbonnet overrev sit korsbånd i sejren over San Francisco 49ers i weekenden, hvilket gør ham ukampdygtig resten af sæsonen.

Med en så alvorlig skade, så er Charbonnet højst sandsynligt også ude i en god del af 2026-sæsonen.

Charbonnet har indtaget rollen som klassisk “power-back” for Seahawks i denne sæson. Han nåede at løbe for 730 yards og 12 touchdowns i sæsonen, hvilket er flest scoringer på holdet. Charbonnets fravær vil især kunne mærkes i redzone, hvor han ofte har hamret bolden ind, når Seahawks blot manglede et par yards.

Dermed kommer Seattle til at skulle læne sig endnu mere op ad deres førstevalg på positionen, Kenneth Walker. Han spillede også en fremragende kamp mod 49ers, hvor han løb for 116 yards og hele tre touchdowns.

I de to kampe mod Rams i denne sæson har Walker præsteret 167 yards og to touchdowns. Det bliver spændende at se, hvor succesfuld han bliver i weekendens brag.