New Orleans Saints har placeret både pass-rusher Marcus Davenport og linebacker Kwon Alexander på injured reserve-listen

New Orleans Saints står uden to forsvarsprofiler i holdets kommende kampe.

Marcus Davenport pådrog sig en muskelskade i sæsonpremieren mod Green Bay Packers, mens Kwon Alexander døjer med en albueskade. Nu får de begge minimum tre uger til at blive kampklare, da holdet har placeret dem på injured reserve-listen.

De nye regler for injured reserve – der blev introduceret pga. corona og senere fastholdt – betyder, at spillere på injured reserve-listen er ude minimum tre uger, hvorefter de kan vende tilbage til træningsbanen.

Saints møder de tre kommende uger Carolina Panthers (ude), New England Patriots (ude) og New York Giants (hjemme). Både Davenport og Alexander kan derfor potentielt være tilbage til uge 5-kampen mod Washington Football Team.