
Baltimore Ravens må undvære tre fjerdedele af sin defensive linje, når de gæster Kansas City Chiefs i fjerde spillerunde.
Denne søndag mødes Kansas City Chiefs og Baltimore Ravens i et potentielt sæsondefinerende opgør på Arrowhead Stadium.
De to mastodonter har fået en svær start på sæsonen med to nederlag i de første tre kampe, og taberen af dette opgør kommer formentligt til at miste yderligere terræn til Buffalo Bills i kapløbet om førsteseedet i AFC.
Set i det perspektiv er det ganske kritisk for Baltimore Ravens, at de må undvære flere nøglespillere på forsvaret til opgøret.
John Harbaugh har meldt Nnamdi Madubuike (nakkeskade), Kyle Van Noy (forstrækning) og Broderick Washington Jr. (ankelskade) ude af opgøret, mens Travis Jones er tvivlsom med en knæskade. Det er vel at mærke de fire normale startere på Ravens’ defensive linje.
Baltimore Ravens’ forsvar har i forvejen fået en svær start på sæsonen, og de blev senest løbet midt over af Detroit Lions, som leverede 224 løbe-yards. Det er kun sket to gange tidligere, siden John Harbaugh tiltrådte som cheftræner i Baltimore i 2008, at et hold har løbet mindst 224 yards mod Ravens.
Derudover er Lamar Jacksons venstre dørmand Ronnie Stanley meldt tvivlsom med en ankelskade, som har holdt ham ude af træning i den forgangne uge.
Hvis Stanley ikke bliver klar, skal veteranen Joe Noteboom, som har startet 35 kampe i de seneste otte sæsoner, i aktion. Det vil være et hårdt slag for Ravens’ offensive linje, som står over for Chris Jones og George Karlaftis i skyttegravene.
Chiefs’ angreb får saltvandsindsprøjtning
Omvendt kan Patrick Mahomes glæde sig over, at de omsider får Xavier Worthy tilbage, efter at den lynhurtige receiver har døjet med en skulderskade i de seneste to uger.
Uden Xavier Worthy har Kansas City Chiefs’ angreb haft det relativt svært, da de har scoret 11. færrest point (20 pr. kamp) og produceret 15. færrest yards (315,7 pr. kamp) i NFL.
Kansas City Chiefs og Baltimore Ravens brager sammen kl. 22:25 dansk tid denne søndag. Du kan se kampen – og alle de andre kampe fra NFL – med NFL GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.








