Rams råder over et af ligaens mest overraskende forsvar, men en central brik kommer til at mangle de kommende uger.

Micah Kiser kommer ikke i aktion for Los Angeles Rams de kommende uger. Den startende linebacker pådrog sig en knæskade i sejren over Tampa Bay Buccaneers og er nu placeret på Injured Reserve (IR).

Med de midlertidige regler, der blev indført grundet COVID-19, betyder det, at den unge forsvarsspiller som udgangspunkt går glip af de næste tre kampe for LA.

Kiser blev valgt i femte runde af draften i 2018, men har ikke fået nævneværdig spilletid før i år, hvor han blev udnævnt til startende linebacker. Den 25-årige spiller har ikke været perfekt, men han har 32 defensive stops for sæsonen, klart mest for et af ligaens bedste forsvar. Tallet placerer ham også blandt ligaens ti bedste, når det kommer til at stoppe modstanderne fra at få positive yards. Den evne vil blive savnet i LA.

Med skaden til Kiser betyder det, at enten Troy Reeder eller Kenny Young får rollen som starter i denne uges opgør mod San Francisco 49ers. Reeder startede otte kampe for LA i fjor, men Young har spillet langt flere snaps i denne sæson. Young blev valgt i fjerde runde af draften i 2018 af Ravens, men blev sendt til Rams i 2019 i handlen, der sikrede Ravens den dygtige cornerback Marcus Peters.

Young spillede ikke et eneste snap på forsvaret i fjor, men har været inde på næsten halvdelen af holdets defensive snaps i år, hvor Reeder blot har spillet på 11%.